mandag den 12. december 2011

Jeg er syg,

Fra jeg var 20 år til jeg var 35, var jeg aldrig syg. Måske lidt hyggesyg en gang imellem, og muligvis fuldesyg et par gange, men ikke sådan rigtig syg. De seneste par år har jeg så været hårdt ramt af mande-influenzaen. Altså den der er potentiel dødelig. Den slags hvor jeg på ingen måder har været i tvivl om at jeg var syg. Hvor jeg ikke har magtet at læse eller se tv. Den slags hvor jeg har listet hovedet ind i børnehaven og bedt dem om at sende afkom ud, og hvor min største præstation var at ringe efter pizza og rent faktisk sidde med ved bordet mens afkom spiste. Skibsrederen har med al sandsynlighed været på rejse. Nu er jeg syg, sikkert smittet af små klamme og fedtede børnebaktusser. Men jeg er ikke dødsyg. Jeg hoster godt nok til hostet lige inden jeg brækker mig. Jeg har også feber og blanke øjne og en snottet næse. Men jeg kan blogge, surfe og se tv, på samme tid naturligvis. Det er også lykkes for mig at gennemføre en samtale med en sød pige, der fremover bliver den 6-åriges barnepige. Hun skal hente ham 2 gange om ugen. Nu er den 6-årige på overnatning hos mormor, kl. er 18:48 og jeg er gået i seng. Forresten er rengøring af bil indvendig på tankstationen i halvanden time søndag formiddag med radioen på P2 ny favoritbeskæftigelse. Først Hella og Nikolaj i Åbent Hus og bagefter højmesse fra en kirke i Sydhavnen. Og der var endda lidt indbygget historie om urbaniseringen af Vesterbro, som er mit gamle hood. Foreks. ved jeg nu at de (Gud eller hvem nu?) bygger en ny kirke på Teglholmen, fordi der er så mange tilflyttere til kvarteret, mange af dem er børnefamilier, som bla. bruger kirken til dåb osv. Jeg græder lidt over at det ikke er os, men trøster mig med at jeg ville være nødt til at binde den 6-årige til altanen, for at han ikke skulle falde i vandet, og så er han jo heller ikke døbt - så det kunne slet ikke være os de mente alligevel.

mandag den 5. december 2011

Job job job job job!

Jeg har fået job. Status er vist noget med 3.5 mdr, 12 ansøgninger og 4 samtaler. Jeg tror faktisk det er en ret god statistik. Jeg drømte om en deltidsstilling på 28-30 timer, gerne noget let administrativt evt receptionist eller noget koordinatorhejs. Jeg har fået 21 timer som administrativ medarbejder i en SFO. Jeg skal passe mail og telefon, sende børn hjem og nurse lidt om forældrene. Udover det skal jeg lave deres hjemmeside og vedligeholde deres skoleintra. Det er intet mindre end perfekt og jeg er allerede i fuld gang. Hov, har jeg glemt at fortælle at jeg følger skolerne fridage. 7 ugers sommerferie, fri hele julen, før påske, efter Kr. Himmelfart osv - aaaaaaaah. Jeg er meget tilfreds.

lørdag den 3. december 2011

Markedsshopping

I dag skulle jeg til Århus og hente en af den 6-åriges kammerater der skulle med os hjem til børneleg og overnatning. På vejen derop slog vi lige indenom Horsens, for at besøge det trendy julemarked. Og kom altså til at bruge lidt monetos.

Den fineste elg i plexiglas og lædersnor herfra: http://www.amio.dk/butik/1137/

2 gange nisser i glas, også rigtig fine - men jeg nåede at hænge dem op inden jeg tog billede. De er købt hos hende her: http://byskovlund.dk/ og til foråret må jeg eje fåret, som er på forsiden af hendes hjemmeside. Det havde hun med i dag, og det var så sødt.


Porcelænsvase og porcelænsblomster til mine vinduesrammer. Købt hos http://www.bruunskeramik.dk/galleri.html, hvor jeg kunne have brugt hele julegavebudgettet og lidt til.

Reklame

For Mais julekalender om den forstyrrede Kirsten fra 4. sal. Faktisk er det ikke kun Mais historie denne gang. Der er nemlig flere der gæsteblogger et afsnit. Bla. yours truly, HelleLouise RamsKong Mor og vist nok et par enkelte mere. Så kom og læs hvad der er kommet ud af vores joinventure! Det bliver forrygende.

Projektet har desuden fået omtale i Alt for damerne

mandag den 28. november 2011

Kan man få noget fedterøvsbelønning et sted?

For noget tid siden skrev jeg et indlæg om den 6 åriges skolesituation, som på det tidspunkt var lidt rodet. I kommentarfeltet var der en kommentar fra en, som jeg tror er en af lærerne fra hans klynge. Sådan tolker jeg i hvert fald hendes indlæg. Så når jeg nu skriver et meget rosende indlæg om en af hendes (eller hans, men jeg forestiller mig at deler en kvinde) kolleger, så er det altså ikke for at fedte for nogen, men blot ord fra hjertet. I går var vi på klasseudflugt med 0.B. Lærerne var naturligvis inviteret med, og en af dem dukkede op med sin familie. Ingen kritik af de andre for ikke møde op. De får intet for det og jeg tror lærerne har rigeligt med interessetimer i forvejen. Ikke nok med at han dukkede op, han havde også forberedt to sange med børnene, som de optrådte med og det er noget der kan gøre børn pavestolte - og også deres forældre. Den guitarspillende lærer er også ham der har taget en rigtig god snak med børnene om selvmord, en dag hvor de fyldte rigtig meget hos en af dem. Min 6-årige er i hvert fald blevet klogere af det og mere reflekterende end jeg har hørt ham tidligere. Han stiller spørgsmål herhjemme på en måde, hvor jeg kan høre at snakken i klassen har været helt i børnehøjde og ikke skræmt ham. Jeg elsker at de taler åbent om det. Når børnene ser at de kan komme til deres lærer med et emne som selvmord og blive taget alvorligt, så håber jeg de ved, at de kan komme med alt andet også. Jeg elsker når børn tages alvorligt i børnehøjde, at der bliver lyttet og anerkendt og at intet er farligt at tale om. Jeg gav samme rosende ord til læreren i går, og jeg gjorde det næsten uden at få en klump i halsen, bævende stemme og våde øjne, næsten!

torsdag den 24. november 2011

Nu er jeg ikke madblogger, men....

deler alligevel denne her salat med jer.

Ingredienser:

Squash
Pinjekerner
Parmesanost
Citronsaft

Til en frokost bruger jeg en ½ squash, 1/3 pose pinjekerner og parmesanost, ca 5-6 tynder skiver og jeg skærer i tern.

Squash skæres til små tern og ristes på panden sammen med salt og peber og en smule fedtstof. Jeg er helt vild med duften det frembringer - virkelig lækkert. Når squash-ternerne antager en slags gennemsigtighed tager jeg dem af, gør panden ren og rister pinjekernerne. Jeg blander det sammen og stiller det på køl. Når det er afkølet kommer osten i og citronen henover. Hold nu op, det smager vildt godt. Har vel fortæret en squash dagligt siden jeg fik opskriften!






tirsdag den 22. november 2011

Strøtanker i overspringets navn

Hvor kender jeg dog nogle af de allerbedste mennesker i hele verden. 7 af dem tilbragte jeg en fantastisk lørdag aften med. Tilsæt selv snak, larm, musik, gråd, grin, vin, øl, sild og snaps i rigelige mængder.

Hvor blogger jeg dog egentlig meget om vin

Hvor er vores kat? Han har været siden søndag aften, det er helt nyt. Vi savner ham

Hvor burde jeg dog se at få skaffet en barnepige til den 6-årige. Behovet er slet ikke stort, men det er der en gang imellem

Hvor har vasketøjet dog det med at hobe sig op, det er helt sygeligt som det kan formere sig. Jeg har vildt meget tøj når jeg skal vaske og intet tøj når jeg skal klæde mig på. Det giver ingen mening

Hvor jeg dog glæder mig til øre-til-øre grin i selskab med Linda P på torsdag

Hvad sker der lige for el-pærerene her huset, der har besluttet sig for at synkron-springe?

Hvad sker der lige for at Skibsrederen har fået udleveret en iPhone 4S af sin arbejdsgiver? Er det rimeligt?

Hvornår mon den 6-årige ikke gider spise havregrød til morgenmad mere?

Hvornår mon jeg skaffer mig et job? Eller skulle jeg læse videre?

Der er så meget at tænke over og så lidt tid!







lørdag den 19. november 2011

New love!

Her skulle være et billede af min computerskærm der viser at den er i færd med at opdatere min nye lækre ipad2. Årh, hvor er den skøn. Den tager sofasurf to a whole new level. Jeg er forelsket. Eneste minus er at jeg ikke kan finde wordfeud til iPad. Kan det have sin rigtighed? Iøvrigt er det helt underligt at få iphonen i hånden igen. Den er helt lillebitte og giver mindelser om den dag i april 2005, hvor jeg kørte min svigerinde, svoger og deres lillebitte dreng i lufthavnen. Han var lige blevet 2 år og rygsækken han havde på ryggen var næsten større end ham selv. Da de kom hjem en uge senere havde jeg født den 6-årige. Og chokeret er det helt rigtige ord at bruge om det jeg følte da jeg så den lille 2-årlige igen. Han var jo gigantisk. Er stadig overbevist om at de gav ham spinat og substral den uge i Italien!

mandag den 14. november 2011

Wordfeud confessions

Overvejer en støttegruppe for andre wordfeud-afhængige. Dog tror jeg afhængigheden har toppet her, men jeg kan stadig blive helt opslugt af spillet. Jeg kan blive helt hysterisk hvis alle mine modstandere har travlt med at være på arbejde, være sammen med familien, dyrke sport, altså have et liv. Så er jeg nødt til at fine nye random-modstandere og så er det fanme nitten, hvis det er modstanderens tur først. Så er jeg lige vidt og er nødt til at starte endnu et spil, så jeg kan få lov til at stave bare et lillebitte ord. Og inden jeg ved af det, har jeg gang i 15 spil på en gang. Og pludselig er det aften, og alle har tid og nu er det så mig de venter på. Ha!

Nå men, billeddokumentation, ellers skete det ikke.

Mit wordfeud-profilbillede ser sådan her ud, plat! Jeg ved det godt, men jeg fniser alligevel over det.

PAT var vist det første frække ord jeg så, og så er det ikke engang mig selv der har skrevet det.

Første gang jeg lavede mange mange point, og så endda på et normal board

En overgang tabte jeg ALT, derfor måtte jeg forevige da jeg endelig havde vundet to spil


Her sidder jeg ganske givet og ærger mig over at jeg ikke kan komme til at skrive BAR RØV

Om jeg går for meget op i det?? Nej, det mener jeg bestemt ikke. Hvad er jeres confessions?



Aaaah!

Der var sol og varme, vand og pool, strand og sand, minidisko og rødvin (til hhv. den 6-årige og hans mor)
Det var så tiltrængt, at vi stort set ikke lavede andet end at ligge ved poolen, svømme, æde og drikke.

Den 6-årige synes solen er lidt skarp.

Livet er lige til at holde ud fra solstolen.

Når Skibsrederen stikker af til England og efterlader mig med All Inclusive vin og mini-disco.

På reolen står vores digitale billedramme og viser billeder fra ferien. Måske sådan en digital fætter er lidt corny, men det er altså også hyggeligt at se billederne hele tiden. Vi får snakket rigtig meget om ferien og suger al den energi ud af den, vi overhovedet kan.

torsdag den 27. oktober 2011

Jeg trænger!

Simpelthen så meget til:

Sol
Varme
Strand
Sand
Pool
Ingen forpligtelser
Afslapning
Fordybelse i gode bøger
God mad
Tid med Skibsrederen og den 6-årige


Så det er da mere end ualmindeligt heldigt at vi siger Adios Amigos lørdag morgen og flyver til Gran Canaria.

mandag den 24. oktober 2011

Jan Boye er død

49 år gammel, eller 49 år ung. Jeg kendte ham ikke, men jeg har boet i Odense i mange år og han var et kendt ansigt på Fyn. En engageret mand, i politik og i håndbold og i lægegerningen. Hvor overskud, hvor ressourcestærkt.
Jeg har set ham i levende live en enkelt gang, til en Nephew-koncert for halvandet år siden. En pæn mand med en smuk kone. En glad familie, overskudsramt.
Han døde af en hjerneblødning, sådan en af dem der rammer pludseligt og uden hensyntagen til alder og andre livsfaktorer.
Mænd på 49 år og damer på 49 år dør hver dag, også af hjerneblødninger, faktisk er det en alt for almindelig og udbredt sygdom. Jan Boyes ramte mig lidt ekstra hårdt og jeg har fulgt de offentlige opdateringer lidt tættere og lidt mre end jeg ellers plejer at dyrke sygdom og død.
Han blev indlagt på landets bedste hospital med landets klogeste hoveder. Senere blev han overflyttet til OUH, hvor de også er ret gode til det med hovederne. Både til at have nogle af landets klogeste hoveder, men også til at fikse hoveder der er gået i stykker. Men ikke Jans. Heller ikke min fars. Han døde af en hjerneblødning, da han var 42. Sådan en af dem der rammer pludseligt og uden hensyntagen til alder og andre livsfaktorer. Han døde på OUH, sikkert på samme afdeling. Jeg har været der en gang siden. En kær veninde blev indlagt der med en hjerneblødning, hun har det godt. Da den næste kære veninde blev indlagt samme sted med en hjerneblødning nåede jeg ikke på besøg, for hun kom hjem inden. Det er en total nederen sygdom!
Jeg husker at jeg tænkte at når min far ikke kunne overleve, hvordan skulle jeg så kunne? Jeg får lidt samme tanke med Jan. Forholdvis ung, sikkert sund, sikkert veltrænet, skarp, glad - Hvis ikke han kan overleve, hvad er det så man jeg kan gøre for at sikre mig et langt liv? Jaja, jeg kan nu godt komme på et par ting. Men altså, hvis jeg nu gjorde de ting, så er der jo ingen garanti alligevel.
Det med at der ikke er nogen garanti, det ved jeg godt. Jeg ved også godt at jeg ikke kommer herfra i live. Jeg gider bare ikke blive mindet om det, og når Jan dør - så bliver jeg mindet om det i alt for kraftig grad. Fordi det kommer så tæt på, fordi det ligner, fordi!
Da min far døde sagde de fleste: 'Det var alt for tidligt, 42 er ingen alder'. Jeg tænkte: Aaah, 42, det er da ikke så ungt igen. Sjovt som ting kommer i perspektiv nu hvor jeg selv er fyldt 38, Skibsrederen er fyldt 40 og mange af vores venner er både 42 og 44 år. Det ville være alt for tidligt, og det ville være alt for tidligt min. 30-35 år endnu.
Min alder og min livserfaring betyder også at jeg ved præcist hvad ordene: 'Du kommer igennem det, men ikke over det' betyder. Og det er ganske rigtigt. Jeg er glad for at være igennem det, og jeg ønsker ikke at komme over det. Det har fundet sig et fint niveau, hvor jeg både husker det gode og det dårlige og hvor jeg tror jeg ser historien som den er og som jeg oplevede den.

lørdag den 22. oktober 2011

Hvad jeg ved om Oslo

1. Norske fodgængere er anarkister, i bedste fald betragter de den røde mand som vejledende.
2. De går utrolig langsomt. Selv i rush-hour trafikken om morgenen ved 8.30-tiden. De har ikke travlt.
3. 90% af de som kører bil kører Audi, BMW, Passat, mfl. i samme prisklasse
4. De møder sent og går tidligt
5. Ved det første snefald på fjeldet går de ekstra tidligt
6. 1 ostemad, 1 yogurth og 1 latte koster 136 nkr på en cafe
7. 1 blåbærdrøm koster 350 kr hos bageren, men så er den også på tilbud (se billede)
8. Det kan være en udfordring at finde rundt i Oslo (se billede)

De fleste af ovenstående punkter må være symptomer på et Kuwait-syndrom der trives i bedste velgående.

Og så er nordmænd jo bare nogle af de sejeste mennesker der findes i hele verden.


tirsdag den 11. oktober 2011

History repeating? Nej!



Da jeg var barn gik jeg til spejder, FPF - hed det dengang. Jeg husker at jeg egentlig var ret glad for det uden jeg sådan kan huske i detaljer hvad vi lavede. I hvert fald noget med at samle aviser ind fra private, det gjorde vi ret meget. 
Vi må også have cyklet en del, i hvert fald fik jeg på et tidspunkt et cykelmærke. Som FDF'er (som det hedder nu) kan man få alle mulige forskellige mærker, alt efter hvilke bedrifter man har udført. I hvert fald fik jeg et cykelmærke, som min mor skulle sy på min skjort. Og så vendte hun mærket forkert, så cyklen stod på hovedet. Jeg var så ked af det og ville bare gerne have at mærket skulle sidde rigtigt. Det var dog ikke noget min mor lod sig gå på af og min vittige far sagde at jeg bare skulle sige til de andre at cyklen var ved at blive repareret. Men da jeg var 8-10 år var det vigtigt at være som de andre og at tingene var rigtige. 
Da min 6-årige startede til spejder for nogle uger siden lovede jeg mig selv at alle hans mærker skulle sidde rigtigt og syes pænt og ordentligt på. Jeg skulle i hvert fald ikke sjuske med det. Det har jeg heller ikke gjort. Tilgengæld har jeg smidt et mærke væk! Jeg store kvaj! Jeg fandt det dog, men det var panik på i adskillige minutter. Så mens jeg sidder og syer mærket på og brygger på et blogindlæg om mødre og spejdermærker - så syer jeg mærket på, på hovedet. For ind i pedersen da! Men, som den gode mor jeg nu engang har besluttet mig at være, sprætter jeg på og syer den på korrekt.

PS. Havde jeg husket at der var så skidemange mærker at sy på den skjorte hele tiden, havde jeg meldt ungen til gymnastik i stedet. 

søndag den 9. oktober 2011

En Walk-keeper?

Jeg har her til morgen løbet - luntet -  gået 3,22 km med en pace så eklatant ringe at det aldrig nogensinde kommer i nærheden af facebook.
Den 6-årige vil så gerne selv cykle i skole, og han bliver så stor og stolt af det. Indtil nu har jeg tjekket at han er nået frem. Enten ved at køre derop i bil eller cykle 5 min. bagved ham.
I dag cyklede han og jeg gik. Jeg nåede lige at smuglytte til de sidste 5 minutter af morgensangen og jeg kunne se hans blonde hår på første række og jeg nåede at se at han var den første til at løbe ind i klasse.
Han så ikke mig, og det var det vigtigste.
PS: Runkeeper en en fed app! En voice opdaterer dig på tid, afstand og fart hver 5. minut.

lørdag den 8. oktober 2011

Til salu

Som de siger i Sverige.

Nogen der lige står og mangler 8 fyrretræs fyldningsdøre, en TomTom-gps eller en bagagerumsmåtte til en Toyota - så lad os snakke om det.


fredag den 7. oktober 2011

Bare det var en Miele

Jeg har store udfordringer med at få min opvaskemængde til at passe med kapaciteten på min opvaskemaskine. Det er som om jeg er kommet ud af takt med opvasken. Konsekvensen af dette er at jeg altid har en lille rest opvask stående på køkkenbordet. Lige nu står der en gryde, 1 tallerken og 2 glas, som der lige nøjagtig ikke var plads til i maskinen. Jeg har aldrig haft sådan et problem før. Det har altid passet med at aftenmåltidet har kunnet fylde maskinen, vaske vaske op om natten og tømme tømme tømme om morgenen. Men på en eller anden måde er det lykkes for mig at komme ud af rutinen og det er svært at komme tilbage. Dagligt tager jeg beslutningen om:

1. Tage de rester der ikke er plads til i hånden, så der ligesom er ren r*v at trutte i om aftenen
2. Køre en halvtom vask om formiddagen

Jeg får det bare aldrig ført ud i livet fordi:

1. Jeg orker ikke at vaske op i hånden
2. Jeg bliver alligevel nærig over at køre en halv maskine

Det er saftsusemig store og svære beslutninger der skal føres ud i livet her på adressen.  Så svært at jeg faktisk burde poste en note på denne side her

I morgen får vi besøg og det glæder vi os meget meget til. Om det er glade børn, godt selskab, turen til Legoland, de gode ben i Saloonen, den store kolde fadøl eller rødvinen der skal slå os ud i sofaen i morgen aften vi glæder os mest til er svært at sige.
Jeg glæder mig over en lille 'joke' på Skibsrederen. Jeg har nemlig malet vinduer indenfor og han har nu været hjemme i 12 timer uden at bemærke det. Så jeg planlægger at lave en aftale med vores gæster, som aldrig har været her før, om at kommentere det som det første når de kommer ind: 'Jamen, I har det fået malet vinduerne. Det kan vi da se med det samme, selv om vi kun har set billeder af huset. Det ser helt vildt godt ud, hvem har I fået til at gøre det?'

onsdag den 5. oktober 2011

Hvad er ligheden ml 7190 og 1670

Udover at 3 af tallene er ens? Ja, så er det lokalt begge steder, meget lokalt!

Så lokalt at man ikke kan bevæge sig udenfor sin dør uden at møde nogen man kender, man skal lægge 15 minutter ekstra oveni den tid man afsætter til at handle, fordi man skal nå at sniksnakke.
Der er altid folk man kender til div. arrangementer og det er dejligt for både børn og voksne, det styrker ens tilhørsforhold. Og der er mange arrangementer lokalt. Der er mange forskellige destinationer for aftencykelturen og på nogle af stederne kan man endda få både is og stopdans en lørdag aften.

I bund og grund er der nok flere forskelle end ligheder, men når det nu lige præcis er lighederne jeg elsker - så klager jeg ikke.

PS: Jobsøgning er en bitch, og da jeg virkelig trængte til resultater i går var jeg tvunget til at male vinduer.

torsdag den 22. september 2011

Ro

Er endnu engang lige nødt til at fortælle hvor svært tilfreds jeg er med vores beslutning om at rykke sydpå, til Legoland og omegn. Der er så mange ting at nyde og være glad for, så jeg næsten ikke kan nå det. Jeg synes det er fantastisk at cykle afsted med den 6-årige hver morgen, at han selv kan cykle hjem om eftermiddagen, at vi har gæster 2-3 gange om ugen - bare sådan uforpligtende besøg hvor folk lige dropper forbi, at jeg har også har lært nye mennesker at kende og ikke kun dem jeg kendte i forvejen, at der er nogen der har brug for os, at vi er til nytte, kan hjælpe nogen der også kan hjælpe os, vores have, æbletræerne, at jeg føler mig hjemme efter 3 år i ingenmandsland, at den 6-årige trives rigtig godt i forhold til at han lige er flyttet og mange andre dejligheder.

Jeg føler vi er flyttet direkte fra København og hertil. Århus er fortrængt! Ikke de søde mennesker vi nåede at møde der, men alt det andet. Vi er også så heldige at have haft besøg deroppe fra og endnu et besøg er planlagt. Det er fedt at få lov at holde fast i de gode ting og lade de dårlige fare.

Vi har fået mange flere tilbud i vores hverdag. Den 6-årige går i filmklub en gang om månenden, vi kan cykle rundt, han går til fodbold og spejder og alt er bare lige indenfor kort afstand. Vi havde de samme muligheder før, men de lå inde i Århus = starte bilen og køre afsted = ikke vores 'hood' = ikke møde nogen man kender und so weiter.
Til filmklub i søndags fulgte jeg den 6-årige ind i salen og 3 steder fra blev der råbt hans navn og han blive inviteret til en plads. Udenfor stod 2 af mine veninder, som jeg lige fik en kaffe med. Aaaah, det er sgu da hjem!
Jeg holder af det lokale - Vesterbro var også lokal, meget lokal. Jeg føler jeg får mere af Vesterbro her end i Århus.

Og så stopper vi violinerne og de lyserøde skyer.

torsdag den 15. september 2011

Barcelona

Der var sand, strand, 30 grader, blåt vand, udsigt, drinks, verdens bedste tapas, fantastisk selskab, solskoldet hud, stærke mojitos, smøger, shopping, ol-by, Font Magica (der ikke var så skidemagica alligevel, for den kun er magica tors-søn, og vi var der mandag), Gaudi, Barceloneta (fatter ikke hvorfor det er så fedt at bo ved Rambla'en), sea-food, flere drinks, for mange drinks, svævebane, en højdeskræk der blev væk og ikke er kommet tilbage, fodboldtøj til den 6-årige!

Vi gør det igen til næste år!

tirsdag den 6. september 2011

Det er da lige til at tude over

Altså, klasselærerens indlæg om hvordan det er at være klasselærer og hvilke reflektioner hun gør sig. Her åbnede sluserne sig i hvert fald hos mig i en stor blanding af rørthed, impornerethed og et stort ønske om at hun lige flytter sig en 25-30 km og bliver klasselærer for min 6-årige. Helle, det var et skønt, skønt indlæg!
Også fordi vi har været lidt uheldige med institutioner og personale. Den 6-årige startede i en hel nystartet vuggestue og det tog faktisk et år inden de var helt på plads med værdier, personale, dagligdag og rutiner. I det år nåede samtlige personaler (pånær 2 ud af 25) at blive skiftet ud. Lederen blev sygemeldt og sagt op. Souchefen gjorde det samme. Efter et år kørte det rigtig godt og det var et fantastisk sted.
Da den 6-årige var 3,5 år flyttede vi til Jylland og vi landede et sted uden så meget varme og kærlighed som vi var vant til, hvor jeg hver dag var i tvivl om mit barn var blevet set, hvor de var berøringsangste - både helt konkret og med de svære ting.
Nu er han så startet i skole. Vi fik hende der 0.klasseslæren der har været der en menneskealder. Den lærer som jeg sad og talte med i et frikvarter på 1. skoledag og som min. 4 børn var henne og kramme og være kede af de ikke skulle have i år. Hende der kan skabe ro i 25 krudtmåse med det samme. Hende man kan se har en dyb respekt for børnene. Hende på hvem man allerede 1. skoledag kunne se at hun behandlede børnene forskelligt og lige der hvor de var. Hende der på sådan en fin og diskret måde fik gjort børn og voksne opmærksomme på at min 6-årige var ny i byen. Alt var godt!
Indtil halvanden uge inden i skoleåret, hvor hendes mand får en meget alvorlig diagnose og hun har været sygemeldt siden. Manden dør indenfor 2-3-5 år. Det gør mig så forfærdeligt ondt på deres vegne. De var helt sikkert dem der havde planlagt et rigtig godt otium med selvforkælelse og luksus. Nu bliver det kun hende.
Det gør mig også ondt for den 6-årige, der endu en gang får en hverdag der sejler. I hvert fald lige nu. Øv, det er trist for alle. Men mest for vores kære klasselærer og hendes familie.

torsdag den 1. september 2011

Billund - Vejle tur/retur

Da jeg flyttede til Billund første gang var jeg 14 år. Indtil da havde jeg boet længere ude vestpå, hvor der virkelig er fladt som en pandekage. Det er der også i Billund, men man skal ikke ret langt mod øst og Vejle før det pludselig er bakkedal. Det er en rigtig fin køretur og der er nogle fine ådale og snoede veje. Men det er der da godt nok en motorvej der er ved at gøre kål på. I det fineste område omkring Gødding Mølle er der nu fældet en masse træer og en kæmpestor bro brager igennem området. Jeg synes det er så trist. Heldigvis er Danmark et stort land, så vi har i rå mængder af uopdyrket natur - Nå nej, vi er et ret lille land med ikke særlig meget uberørt natur.
Hvornår holder jyderne op med at be' om en motorvej, hver gang det københavnske kulturliv får tildelt penge?

PS: Hvis man er sådan en der bruger Muskelvarmer-creme fra Sports Care til at smøre på ømme led og muskler ind imellem, så skal man ikke klø sig omkring næsen umiddelbart efter man har smurt sin albue ind. Sådan noget kamfer og menthol er noget krads noget, som vi siger.

fredag den 26. august 2011

Valg, valg, valg!

Det svære valg, det store valg, valget med konsekvenser, fravalg (åh gru), tilvalg, omvalg, genvalg, valgfri, valgflæsk, valgbar, valgdag, valgaften, fritvalg, valgfag, valgforbund, valgfusk, udvalg, folketingsvalg, kjolevalg - og det sidste er det værste lige nu. Skal det være den sorte eller den grønne til i aften, som skal tilbringes lige her ?

Har forresten set lidt af Zulu Comedy hejs, hvor kendte ikke-stand uppere skal lave et 5 minutters show og bedømmes bagefter. Den absolut sjoveste joke stod Praktikanten for og den lød sådan her:

'Min kæreste snakker i søvne, men det er ikke det værste ved hende. Det værste er at hun også snakker når hun er vågen'.

Jeg griner endnu, eller dvs. jeg er lige stoppet nu. Jeg stoppede da jeg læste mig frem til at Praktikanten er er født i 1986 - Nittenf*ckingseksogfirs! Må han overhovedet køre bil?


onsdag den 24. august 2011

1 skridt frem og en dagsmarch tilbage

Jeg nåede lige at få et job i Århus. Faktisk nåede jeg lige at få 2 jobs i Århus, takkede først nej til det ene pga. det andet, takkede så også nej til det andet da vi valgte at flytte. Og da Skibsrederen opholder sig i Oslo de fleste af ugens dage er det ikke realistisk at jeg kan pendle ml. her og der.
Så hvad gør en klog? Ja, jeg spørger - for jeg ved det ikke.

Jeg pløjer jobindex.dk og jobnet.dk igennem flere gange dagligt, har sendt en uopfordret ansøgning til Lego. Overvejer en annonce i den lokale sprøjte - Årh, jeg tror det bliver svært at finde et job!


tirsdag den 23. august 2011

Kære Mads og Monopolet

For noget tid siden vandt jeg en bogbytte-away. Fordi det lige var Helle, som altid er så sød, glad og imødekommende besluttede jeg at sende lidt bonus med min bog. Bonus i form af noget af Frisørens te fra Hans og Grete og noget olivenolie fra Kreta. Vi har græske bønder i familien, så olien var helt autentisk und alles.
Olien blev emballeret efter alle kunstens regler. Først en plasticbøtte fra Ikea, så en pose, så en masse tape. Og nu nærmer jeg mig mit dilemma. For Helle har skrevet og spurgt om hun skal sende plasticbøtten retur og bøtten er færre penge værd end det vil koste at sende den med Post DK, så selvfølgelig skal hun ikke det. Men så er det mit hoved går amok med følgende tanker:

- Hvad gør hun så med den?
- Synes hun det er for underligt at beholde en fremmed kvindes plasticbøtte i sit køkken?
- Synes hun den er for god til bare at smide ud?
- Synes hun at jeg har en lidt for liberal holdning til 'brug og smid væk'

Og hvis jeg gerne vil have den igen, synes hun så at jeg er lige lovlig emsig med mine ting? At det har givet hende mere besvær end glæde at få græker-olie? At så skulle jeg ikke have sendt denne bøtte, men en anden bøtte?

Jesus f****** Christ, mit stakkels hoved!

Hvad siger Monopolet?

Kære Helle, behold bøtten eller kom forbi til kaffe en dag du alligevel er på mine kanter og tag bøtten med!

KH
Carina




fredag den 19. august 2011

'Hvad siger damen, mor?'

Jeg tror egentlig den 6-årige har en udemærket hørelse, han er bare så optaget af alt muligt andet, at han ind imellem får lidt forkert fat i ordene. Se bare her:

Mor, det er rigtig at det er sådan. Det ved jeg med gange ti!

Spillemand spil op til tops og stem din violion  (Spillemand spil og til dans og stem din violin)

Farmor: Hvad hedder din nye klasselærer?
Den 6-årige: Kettchue
Farmor: Øh hvad hedder hun?
Den 6-årige: Kett-chuuuuue
Farmor: Det er godt nok et fint navn
(Hun hedder Ketty)

'Mor, vi spiller fodbold. Jeg er FCK og far er Nordkoreria'



torsdag den 18. august 2011

Gensyn

Der er mange gensyn disse dage. Det er fanme som en lang klasse-reunion der nu har varet i 2 uger. 
Jeg møder dem der giver en stor krammer, og dem der undrer sig og spørger, dem der hilser som om der ikke er gået 16 år, men måske bare en uges tid og så dem der nægter at hilse. Eller faktisk er det kun en, der gør det. Jeg tager det ikke personligt, jeg tror det mere handler om at man ikke er der i livet, hvor man gerne vil være. Og når man konfronteres med en 16 år gammel fortid, så gider man det ikke.

Og så kommer jeg åbenbart fra et sted, hvor kæle/øgenavne var det nye sort for ca. 20 år siden.
Det betyder at ham jeg kaldte for Isterning fordi han altid så så kold ud, han er tøet op og har hilst hjerteligt. Han har ikke været væk fra byen og han lignede en for hvem noget faldt på plads, da (endnu) et bysbarn var kommet hjem.

Der er også slagterens datter, som er min gode og kære veninde, hun hed Slaugther (med jysk udtale)

Der er Havfruen, som hed Havfruen fordi hun brugte rigtig meget tid i svømmehallen. Og faktisk mødte jeg hende i netop svømmehallen, da den 6-årige og jeg var ude at dyppe tåspidserne her fornylig. Nu har vi børn i samme klasse.

Der er min anden veninde, tøjmandens datter: Fraggel!

Der er Kampvogn, fordi hun altid har været lidt stor.

Der er Fro, fordi det er en del af hendes navn

Der er Peter Post, fordi han er er - jaaa, post!

Der er Jeppe Ost, fordi han havde ost med i madpakken i gym

Der er mange mange flere og navnene er sikkert glemt af de fleste. De var de egentlig også af mig, men ved gensyn husker jeg de mærkligste ting - åbenbart.

Og tilsidst så er der et hav af: 'Hvor fanden er det nu liiiiiige jeg kender hende derovre fra??'
Der er så  mange jeg ved jeg har set før, arbejdet samme med, gået i byen med, osv - og jeg kan bare ikke placere dem på rette hylde i mit hoved. Det er så frustrende! Fanme godt man har facebook - hilsen den vildste stalker!
Nåja, der er også 'de lækre' - og der må jeg nok konstatere at de er ikke lækre mere. Jeg boede her fra jeg var 15 til jeg var 20 år. Jeg lærte at gå i byen her -  ja, jeg har haft en del teenage-crushes her.
Hold da kæft, hvor kan 16 år gøre meget ved ham der engang var en spændstig 25-årig. Nu er det jo bare en mand der er på alder med min far, da jeg flyttede herfra.

Og mig? Jeg er ikke blevet en dag ældre.





onsdag den 17. august 2011

Alt er blevet nemmere

- indtil videre i hvert fald - nu skal man jo ikke underkende nyhedens interesse. Jeg tror stadig på at denne her flytning var og er en rigtig god beslutning og ja, det hele flasker sig.
Cykelturen til skole tager 6 minutter, og der er ingen vind eller bakker og på halvdelen af turen har vi udsigt over åbne marker - det er nemt!
Cykelturen op/ned/ind til centrum tager 10 minutter og der er ingen vind eller bakker - det er nemt
Login til forældreintra er dele af mit navn og koden måtte jeg selv bestemme - det er nemt*
Når Skibsrederen skal afleveres eller hentes i lufthavnen tager det 10 min - det er nemt

Vi har plads, privatliv, søde naboer, vi får gæster jævnligt, nogen har brug for os, vi er tæt på nogen af dem vi har brug for.

Folk er generelt mere åbne, smilende, talende og imødekommende end jeg oplevede der hvor vi boede før, det er også dejligt og gør tingene nemmere.

* I Århus havde vi børneintra og jeg lærte aldrig nogensinde de sk*ide-koder udenad, fordi det var store og små bogstaver og en underlig kode.

Nu mangler jeg blot et job!


fredag den 12. august 2011

Bag om kulissen

Da Mai startede sin sommerroman 'Opgang med undergang' på sin blog tilbød jeg straks at speake den til podcast og heldigvis for både Mai og jeg blev det aktuelt. Ind imellem mit tilbud og den faktiske opgave kom der så lige en flytning og en ret kort deadline i vejen. Det betød at jeg ikke kunne afsætte 2-3 hele dage i et lydtæt studie et sted i Århus, som ellers havde været det mest optimale.
I stedet måtte jeg tage nogle timer derhjemme, når jeg havde tid og det passede. Da vores gamle hus på samme tid blev tommere og tommere og fik mere og mere rumklang, måtte jeg være lidt opfindsom. Det blev soveværelset. Vinduet blev isoleret med tøj, og der stod en del fyldte flyttekasser derinde. Udover det sad jeg i sengen med al vores sengetøj rullet sammen omkring mig og en stor folde-madras op foran mig. Alt samme noget der forhåbentlig har ædt så meget baggrundsstøj som muligt.
Et par enkelte aftener blev oplæsningen brugt som godnatlæsning for den 6-årige. Han mente det var en kedelig voksen-krimi, men det der med at skulle ligge muse-stille i de 1-3 minutter hvert afsnit tog, det synes han var spas. Og i læsepauserne spassede han helt ud, for at komme af den energi der åbenbart ophober sig i uanede mængder når man SKAL ligge helt stille.
Lige nu går det op for mig at jeg skulle have gemt nogle af de klip hvor det kikser. Noget af det lød vist ret sjovt.
Det var en fed opgave og jeg gør det gerne igen!


Har du endnu ikke hentet podcast eller e-bog, så skynd dig at gøre det lige her.

onsdag den 10. august 2011

Podcast

Lidt lækkert til ørene - altså, om det lyder lækkert ved jeg ikke, men historien er ret god. Og jeg savner egentlig hende Kirsten lidt, for jeg har godt nok brugt en del tid sammen med hende de seneste 2 uger.

Forunderlige verden

Verden er så stor, og der er så mange ting at forundres over. Især for sådan en som mig. I går vandt jeg en køretur til Århus og tilbage igen - alene. Det var virkelig en gevinst og skønt med 2 timer alene i en bil. Og så var det jeg kom til at høre denne udsendelse på P1. Fan-fucking-tastic, tænker jeg bare. Hvor har naturen dog taget højde for så uendelig mange ting, som vi mennesker ikke fatter en skid af.
Læste også engang at kvinder er mindre i kontakt med deres fædre, når de (kvinderne altså) har ægløsning - dette for at modvirke indavl. Jamen altså, forunderlige verden!

mandag den 8. august 2011

Er her endnu

Er bare druknet i flytterod, regn, speak af Mais blogroman (fed fed oplevelse og gode erfaringer er gjort! TAK Mai, fordi jeg måtte) SFO-start, bil der gik i stykker midt i flytningen, internet der ikke virker, en smadret iPhone, at sove i garagen, almindeligt rod und so weiter. Huset er fedt, følelsen god og humøret intakt!

onsdag den 3. august 2011

Lige noget for mig

Hende her kommer jeg til at besøge ofte. Der kan jeg finde nogle fine steder at få styret min shoppetrang til rimelige penge - som både husejer og dagpengemodtager kan der være visse udfordringer i den retning.

Evnen til at grine af sig selv

Det er absolut en af de bedste egenskaber der findes i min verden. Og jeg griner gerne højt og længe af mig selv, og jeg er i det hele taget ikke ret selvhøjtidlig. En evne jeg fik god brug for i går.
På facebook er jeg i en lukket gruppe sammen med 4 ret sjove damer. Det er yderst fornuftigt at gruppen er lukket for vi skriver om det meste, også det private og personlige.
I går skrev de andre lidt om at de manglede alkolhol, var alene hjemme, børn der sov og altså den manglende rødvin. Jeg var så fantastisk priviligeret at jeg sad på en terrasse i aftensol og med udsigt over havet. Vi havde fortæret det lækreste mad, børnene var lagt i seng og der var sommerfred og vin fra fad.
Sådan noget vil jeg i hvert fald ikke lade gå ubemærket hen, så jeg tog nedenstående billede - Uploadede det til facebook med teksten: 'Se mig - Jeg har både rødvin OG udsigt'. Haha, men i stedet for at smide den op på gruppens væg røg den på min profilvæg. Se mig - se mig! Hahah - Jeg var helt og aldeles færdig af grin over mig selv. Hvor selvfed har man lov at være i det offentlige rum?
Desværre yder billedet her slet ikke udsigten retfærdighed, men det var den eneste måde hvorpå jeg kunne få rødvinsglassene med på billedet også.

mandag den 1. august 2011

Husfreden har sænket sig

I hvert fald bare for et øjeblik. Nu er vi officielt parcelister eller ligusterfacister -eller boende i en individualistghetto, som min fader kaldte den slags måde at bo på.

Vi er glade, trætte og meget forventningsfulde. 1 time efter at Skibsrederen havde købt sin første trailer, stod vi med vores *vores* vores egne husnøgler i hånden (Og også lidt bankens husnøgler)

Straks efter kom dele af familien på besøg og et par venner kom også forbi. Siden har vi gjort rent og gjort rent. Huset er nu helt forladt. Den 6-årige er taget med hjem til sin fætter, Skibsrederen er kørt nordpå for at hente et trailerfuld og jeg har endelig fået læsset alle gæsterne ud og har 5 minutter for mig selv. 3 hujende børn i et umøbleret hus - det larmer, skal jeg hilse og sige.
I morgen kommer maleren og vi stikker af. Jeg tror det bliver østpå - til København, hjerteblodet, familien, sommerlandet og alt det skønne vi ikke har set i alt for lang tid.

Og jeg har vist fået en mulighed for at drikke drinks og ryge Blå Kings på fredag - der arbejdes på sagen.

Billeder fra hus, have - mit lille paradis kommer.

lørdag den 23. juli 2011

I dag!

I dag er vi alle fra Norge!

fredag den 22. juli 2011

To på tur

Rød sodavand til os begge. Aaaah, hyttetur på Sydfyn med den 6-årige. Han voksede og blev stor. Gik selv på legepladsen, spillede minigolf og ordnede alle vores indkøb i den lille campingkiosk.

Pakke 4 ankommet, pakke 5 ankommet - Tjeck og tjeck

Først kom den fine Essieneglelak og lidt senere samme dag pakke fra H&M. Neglelakken egner sig bedst til tæerne, tror jeg og intet fra H&M pakken skulle sendes retur. Det er ikke tit det sker.


mandag den 18. juli 2011

Kan jeg mon glæde en eller anden med en tapetrest?

Jeg vil skyde på at der er ca 175 cm tilbage i rullen. Jeg er 162 cm høj, og når jeg står med rullen i hånden og armen over hovedet når den lige gulvet.

Jeg har brugt det til børnemøbler og så har barnet selv farvelagt tapetet inden det er blevet lakeret. Underligt nok har jeg ikke noget billede af det. Men her i hvert fald et billede af tapetet.


Først til mølle.

lørdag den 16. juli 2011

Tag Den!

Hvis I forstår sådan en lille en. Ja, jeg skal da være den første til at indrømme at jeg ikke selv forstod den før efter en 20 minutters tid.

Nu troede jeg lige at når først aftenens Take That-koncert gik i gang, fik den 'herningpermanentede' del af mine fb-venner travlt med at være til koncert og ikke opdatere facebook constanze om at de var i Parken, på vej i Parken, på lokum i Parken osv. Men så aflyser de, drengene altså - ikke de 'herningpermanentede'. Og hvis man så statusopdateringer på facebook i går og i eftermiddags, så er det da intet imod det ramaskrig der rejste sig mod himlen, da det blev bekendt at Robbie Racerrøv ikke kunne møde op og koncerten dermed blev aflyst.

Hold da op!

onsdag den 13. juli 2011

For tidlig fødselsdagsgaveafgang

Jeg har snart fødselsdag. Mine fødselsdagsgaver fra Skibsrederen giver ofte anledning til en sjov historie. Nogle af historierne er af den slags man griner af efter noget tid, og ikke nødvendigvis på dagen - eller samme uge.
For et par dage siden spurgte selvsamme Skibsreder om sådan en dock/ladestation til min iPhone, som så kan kobles til vores højtalere og spille musik og podcasts fra telefonen var noget jeg ønskede mig. Det var satme smart, tænkte jeg. Jeg henter tit podcasts fra de radioprogrammer jeg ikke kan høre i dagtimerne og det ville da være topdollar at kunne høre det i gode højtalere. Da han så kommer hjem fra job i dag, har jeg haft et par dage til at overveje om det er en gave der er værd at ofre et gaveønske på.
Derfor spørger jeg ham: Øøh, den der iPhone-ting, lader den også telefonen, mens den er sat i?
Så flipper han helt ud: Jamen, men forhelvede da, siger han (Han mener det ikke slemt altså, bare rolig) Og så går han tilbage i bilen og henter en pose. 'Så er du fanme selv ude om at du får din fødselsdagsgave en uge før tid, når du plager sådan'. Jeg var færdig af grin over ham. Er det ikke fantastisk? Han er som en 5-årig, der bare ikke kan rumme en hemmelighed. Manden er ude af stand til at lyve eller bare fortie sandheden - også selv om det er en fødselsdagsgave. Som straf for at plage (wtf???) får jeg kun blomster på min fødselsdag, hvis han kan finde nogle der er visne, siger han.
Jeg synes bare det er endnu en fantastisk fødselsdagsgavehistorie til samlingen.

Btw, docken er lækker, lækker! Pæn, diskret, afspiller god lyd og ja, den lader telefonen i mens.

Sådan ser den ud, miseren:

Jamen, så skidt da

Så får I alligevel et par billeder af huset. De er taget med en mobiltelefon, så kvaliteten er derefter. Om alt går efter planen underskriver vi på fredag. Den næste der kalder os vægelsindede eller ubeslutsomme får en majskolbe skubbet op bagi - på den hårde måde.




Køkkenalrummet i forbindelse med stuen var klart det vi faldt for. Udover det er der 4 store værelser og 2 badeværelser. Se venligst bort fra Herstal og læjer-stolene. 

Pakke 2 ankommet, pakke 3 ankommet - Tjeck og tjeck

Disse to lå i postkassen, da jeg kom hjem i går.

Først Helles bog, som jeg vil gå i gang med lige om lidt.

Og derefter denne Inwear-kjole, købt her Røde Kors Genbrugsbutik på nettet. Kjolen er i supergod stand og dufter dejligt - ikke noget med hengemte mølkugler. Fremover kigger jeg der, inden jeg kigger på Trendsales. Priserne er fine, kvaliteten god og så går det til et godt formål. Win - Win - Win!

mandag den 11. juli 2011

1. pakke - tjeck

Mine Duckfeet er ankommet, og det er så fine. Især på hævede sommerfødder.

Helle, din bogpakke er pakket og bliver sendt i morgen.

Afsløret

I compulsive online-shopping. Skibsrederen og den 6-årige var i svømmehallen i dag og jeg var efterladt alene hjemme med støvsugeren, opvasken, computeren og dankortet. Da den første var svunget og den næste var taget, satte jeg mig ved computeren med mit dankort i hånden. Aaaaaah - det er meget længe siden jeg har shoppet noget som helst online. Da de kom hjem bemærkede Skibsrederen straks en computer med faneblade åbne på Trendsales og Hø&Møg og et afslørende dankort der lå ved siden af.
Jeg var tvunget til at gøre ham opmærksom på at det eneste grund til at han ikke selv bliver afsløret i ny og næ, er at han shopper så meget at kan kan kortnummer, udløbsdato og kontrolkode udenad.
Nåmen, tilbage til mig shopping der kunne være gået helt galt, men det gjorde det nu slet ikke.
Et par sandaler, en Essie og lidt blandet guf herfra. Det bliver sådan en skøn uge, når nu pakker begynder at strømme ind.
Jeg har også byttet en bog med HellePelleFrikadelle, det er lige endnu en pakke ned i mors for. Ikke dårligt, ikke dårligt.
Pakken til Helle er også snart på vej.

lørdag den 9. juli 2011

Så tæt på

Vi er SÅ tæt på at byde på et hus. Endda to, hvis det første glipper.

Tilføjelse:

Ja, beslutningen er taget, søn endnu ikke informeret. Han er dog ikke dum, så jeg tror godt han aner at noget er på vej.
Det hus vi vil byde på er stort og lyst og en dejlig have. Det er ikke på nettet endnu, så jeg kan ikke vise billeder.
Jeg glæder mig. Det kan jeg mærke! Jeg går og kigger på alt vores rod og tænker det bliver fedt med plads.
Plads til liv og larm, plads til opbevaring, plads til min symaskine, en god pc-arbejdsplads, ro, ingen blæst, komme tættere på dem man kan ringe til og invitere på spontan-middag, en have, en hængekøje, en kummefryser fyldt med økokød.
Jeg glæder mig til muligheder for sport, bmx, cykelstier overalt, 10 min på cykel til Matas, tøj, dagligvarer, brugskunst, designermøbler, børnetøjsbutikker, svømmehallen, Legoland.
Jeg glæder mig til naboer, der rent faktisk elsker at bo hvor de bor og ikke træt af at bo midlertidig til leje. Glæder mig til mit eget lebensraum - bare mit 1000m2's paradis.

Sommerlitteraturanbefaling

Mai skriver en skøn, smuk, saftig, sanselig, scary, skræmmende, sofistikeret sommerroman.

Et afsnit om dagen - Skynd dig!

søndag den 3. juli 2011

Først havde jeg ikke nogen

Så kom jeg til at købe en, derefter tog det magten fra mig. Jeg er slet ikke jeg er færdig med Essie endnu. Så mange fine, fine farver. Lige nu er jeg iført en lækker chokoladebrun farve på mine fingernegle.

onsdag den 29. juni 2011

Kære jer

Altså, kære alle jer, der mener det så godt og har gode ideer til hvor i verden vi skal bo. I skal holde op med at lokke - lige nu! For vi kan slet ikke styre det og er helt ude af stand til at træffe en selvstændig beslutning.
Vi bor jo her, i en soveby tæt på Århus. Og det er en soveby, vi har en brugsen og en fakta - det er det. 2 små skoler, en nedslidt hal og intet andet. Her sker ikke noget lokalt. Ingen torvedag, intet juleoptog, ingen byfest, ingen lokalforeninger - altså sådan set ingenting. Ingen naturlige samlingspunkter, ikke noget at mødes om.
Her er heller ingen herlighed, vi er ikke tæt på vand eller skov, ej heller på by. Stedet udemærker sig primært ved at have en del industri og være placeret tæt på motorvejen.
Vi kom hertil for 2.5 år siden og vi kendte ingen - ingen. Det har været helt forfra. Vi har mødt nogle søde mennesker, som vi ser ind imellem. Vi ser dem mest på fodboldbanen, ind imellem til en middag eller en legeaftale med kaffe (altså legeaftale børnene imellem) Er det nok?
Vi har en stor vennekreds, de bor bare ikke i nærheden af os. Vi har også en stor dejlig familie, de bor heller ikke i nærheden af os. Det der holder os her er den 6-årige, som er glad og trives her. Er det nok? Bør vi stille os tilfredse med det? For kan han ikke trives et andet sted, hvor vi også trives?
En helt anden ting er huspriserne. For 2.2 mill får man her 140m2, bygget i 1980 og ikke rørt siden. Dvs. noget med brunt i brunt, med brunt på og brunt til. Det er en hovedrenovering, inden vi har lyst til at bo i det.
Skal vi have noget nogenlunde indflytningsklart er prisen 3.2 mill. Det kan vi godt, men så er der rigtig mange andre ting vi ikke kan. Gode ferie, god mad, oplevelsesture, lækre møbler osv - ting som vi sætter pris på.
Vi valgte til dels at flytte herover for at få et, for os, dejligt sted at bo. Det har vi ikke fået og umiddelbart har vi lige nu svært ved at se mulighederne for det.

Nå, men det var så helt forsvarstalen, nu nærmer vi os en pointe. Jeg er opvokset i en provinsby ikke så langt fra Vejle. En stor turistby pga. et lille land med små klodser. Jeg har altid lovet mig selv at jeg ikke skulle tilbage dertil, meeeeen - En veninde såede et lille frø i går og foreslog os at komme tilbage. Skibsrederen er med på ideen. Han kommer til at være rigtig, rigtig meget væk hjemmefra fra 1. september og vil elske at kunne komme i lufthavnen på 5 minutter. Vi kan få et stort og fedt hus for under 2 mill, på en stor grund - ligesom vi ønsker det. Byen har alt det vi savner og jeg har et netværk der, på forhånd. Vi har også en mormor, som elsker at være sammen med sit barnebarn.

Vi kan få et godt hjem, uden at blive flået. Vi får netværk, der sker noget i byen. What's not to like?

Fornemmelsen i maven lige nu siger: 'Hvorfor fanden gjorde vi ikke det fra starten af?' Jeg kender godt svaret. Jeg var ikke klar, det har været en proces at nå hertil.

Eneste og største overvindelse er flytning af mit dyrebareste lille væsen - det kommer til at gøre ondt, på mig. Jeg tror faktisk nok han skal klare det.

Hvad fanden gør vi?

tirsdag den 21. juni 2011

Meget mærkelig mandag

Som vist egentlig startede meget godt og så gik det ned ad bakke.

Jeg hørte ikke fra jobsamtalen jeg var afsted på i sidste uge. De sagde at jeg ville høre fredag eller mandag. Fredag ringede de, og spurgte om det var ok de ringede til mine personlige referencer. Lige dér, midt i samtalen gik det op for mig, at jeg ikke havde fået sagt til dem at jeg er fritstillet - pokkers!
Jeg følte pludselig at jeg havde ført dem bag lyset. Oveni det har jeg en aftale med mine referencer om at jeg  briefter dem inden de kan regne med at blive kontaktet, og det udbad jeg mig lige 5 minutter til at gøre.
Alt i alt fremstod jeg hamrende utroværdig i den samtale på 5 fucking minutter fredag eftermiddag, hvor jeg endda kørte i motorvejstrafik - trafuck! Jeg er så ærgerlig. Seneste update er dog at de har sendt en mail om at deres evaluering trækker ud til slutningen af næste uge. Åh, for fanden - hvor er det lang tid at vente.

I går var også dagen hvor vi skulle til info-møde i den 6-åriges kommende sfo. Lige inden vi skal ud af døren vil Skibsrederen lige snitte nogle rabarber til noget marmeladesnusk. Jeg troede han bare snittede, men nej. Han satte det over og skruede op på 9 og gik til møde på skolen. En times tid senere fik jeg denne sms fra vores nabo:
Jeres røgalarm er gået. Der stod en gryde på 9 og røg i hele huset. Gryden står i haven og alle jeres vinduer har jeg åbnet. Ingen fare mere!

Hold.Nu.Kæft! Ingen af os er alligevel gamle nok til at være flyttet hjemmefra. Rarbarber kogt i en time bliver noget så forkullede. Desværre nåede jeg ikke at tage billeder af gryde + kul. Tilgengæld stinker hele huset endnu.

Og sidste fadæse i går spændte af i musiklokalet på skolen, med en af fædrene fra den 6-åriges kommende klasse. Vi står i musiklokalet og jeg står i en klynge med nogle mødre + fædre jeg kender i forvejen. Vi står og griner lidt af rabarberhistorien. Skibsrederen sætter sig op til trommesættet og piller lidt ved hi-hatten. Jeg siger noget med: 'Pas nu på du ikke får ødelagt mere i dag' og så griner vi - hahahah. Men så går det skidt derfra.

En far henvender sig til mig: Nåååe, han har måske damp?
Og mig, der er al min forvirring over rabarber osv har glemt at jyden ikke har så meget selvironi og humør svarer: Ja, haha!
En far: Det har jeg nemlig også
Mig, der endnu ikke fatter en skid: Nå, ja der kan man bare se
En far: Jeg var også altid urolig i skolen og skulle pille ved alt og havde det svært
Mig, der måske er ved at fatte noget: Øh, ja - det lyder da ikke så rart.
En far: Får han medicin?
Mig, der nu er ret sikre på vi ikke joker: Nej
En far: Jeg får amfetamin
Mig, der virkelig er på herrens mark: Ja, det har jo modsat virkning
En far: Ja, og vi er flere i familien der har det

Så, et eller andet sted derude går en far rundt og måske glæder sig over at han ikke er den eneste med voksendamp i klassen. Vi bor i en lille by, jeg er spændt på hvornår rygtet om at den 6-åriges far har damp når os.

Skibsrederen er glad for at der nu findes en plausibel forklaring overfor de andre forældre på hans tiltider aparte opførsel. Vi griner af det endnu.

Og bare lige for god ordens skyld, så har jeg intet imod børn eller voksne med damp eller ligende sygdomme. Jeg har lidt imod min egen evne til at misforstå alt og tro at alt er en joke.

mandag den 20. juni 2011

Gæstebud #2

En anden ubetinget fordel er at søndagsmiddagen så sådan her ud, og havde taget ca. 10 minutter at lave.
Udover hvad der er på billedet havde vi også lavet en topnice, superlækker rabarberrelish:

200 g rabarber
1 løg
2 spsk olivenolie
½ spsk sukker
½ spsk chili
Salt
Og hvid balsamico efter smag

Koges sammen til det er blødt. lækkert og lyserødt!


søndag den 19. juni 2011

Gæstebud

Fordelen ved at have gæster er at man jeg får gjort huset rent og ryddet op. Det skal jo ikke hedde sig!

Andre fordele er naturligvis også god mad, vino, godt selskab, fed børneleg, grin, hygge og en aftale om at ses igen.

fredag den 17. juni 2011

Samtaleblog

I dag skal vi samtale, ja vi skal. Jeg har deltaget i eller overhørt adskillige mærkelige samtaler i løbet af ugen, og det skal verden da ikke snydes for.

1. samtale vedrører nogle rækkehuse de er ved at bygge her på vores vej. Ydermure og indervægge er sat op, fliser er lagt og vinduer sat i.

Min nabo: Nååe, jeg kunne se I lige var på tur ovre i de nye huse
Mig: Ja, vi skulle jo lige se hvordan de kommer til at se ud indenvendig
Min nabo: Ja, de er ikke så store som vores
Mig: Jeg synes i sær at det rum der skal udgøre køkken, alrum og tv-stue er meget småt og meget kvadratisk
Min nabo: Nej, de er da med sådan en vinkelstue på
Mig: Nej, der var væg for og dør ind til, og tegnet op til skabsvæg, så mon ikke det er soveværelset
Min nabo: Nej, det er en vinkelstue
Mig: Hmm, det lignede ikke en vinkelstue. De sætter vel ikke en væg op med en dør i, der skal rives ned igen
Min nabo: Det gør de åbenbart, for der kommer en vinkelstue

Og her gav jeg så op. Jeg lover at hvis de banker en vinkelstue op af jorden from out of fucking no where, så kommer her en officiel undskyldning for at sige at jyden kan være noget påståelig.

Sceneskift til bilturen på vej til børnehave med den 6-årige.
Søn: Det højeste jeg har været oppe er til kl 24
Mor: Mmhhh
Søn: Det er det mor, det højeste er kl 24.
Mor: Ja, jeg tror faktisk du har været oppe til kl 1 en gang
Søn: Neeej mor, kl 1 er det længste jeg har været oppe. Kl. 24 er det højeste. 24 er højere end 1, mor

Og her gik jeg helt uvidende om at vi skelnede mellem længste og højeste, i hvert fald i dén sammehæng.

Sidste samtale var her til morgen og den var faktisk rigtig øv. På samme tid er den et rigtig godt udtryk for den måde den 6-åriges børnehave har fungeret det seneste år.
Scenen sat: 6-7 børn sidder og laver opgavehæfter, 3-4 børn hører højt musik og danser, en voksen rydder op. 6 af opgavebørnene sidder på stole, et barn sidder på bordet. Den 6-årige sætter sig ved bordet med sit opgavehæfte, og da jeg som arbejdsløs har god tid sætter jeg mig sammen med ham og ser hvad han har lavet og vi snakker om det.

Dreng 1: Jeg gider ikke mere
Drenge 1: Jeg gider ikke det her lort mere. Søren forstyrrer
Søren: Hold din kæft
Dreng 1: Du kan selv holde din kæft (og så slår han Søren)
Søren: Du kan ikke finde ud af en skid, du er pissedårlig
Alm opløsning, lidt slåssen og en vred pædagog med hævet stemme: Så er det nok. Vi pakker sammen og går udenfor.
De havde vel været i gang i 10 min. Og de siger de er skoleparate.
Jeg forstår så inderligt min 6-årige, når han siger han ikke vil i børnehave. Den onde mor sender ham så afsted alligevel, for der er også gode ting. Han har foreks. en bedste ven, som han leger med hver dag. Han har også en favoritvoksen, som er 20 år gammel og har bildt alle fodbolddrengene ind at han har spillet i Barcalona sammen med Messi. Årrh, hvor jeg elsker sådan en løgnhistorie der har helt sit eget liv og univers.

Ps. Søren hedder ikke Søren!

Nåja, og den vigtigste samtale af dem alle - Jobsamtalen i onsdag, som de har lovet at give en tilbagemelding på i dag eller mandag. Jeg vil så topgerne ha' det job! Sidder og stirrer på telefonen. Og jeg skal hilse og sige at det enorm dårlig planlægning at det er lige er i dag. For jeg er arrangør af fest i børnehaven i aften, og det betyder at der allerede har ringet 2 forældre her til morgen fra ukendte numre. Ååh, det bliver en lang dag.

tirsdag den 14. juni 2011

Hvis jeg kunne kommentere på andre blogs

Ja, hvis jeg dog bare kunne det. Men blogger kører ikke som den skal og burde. Aber dan haben wir anderen metoden.

Hvis jeg kunne kommentere, havde jeg skrevet sådan her til Mais indlæg:
Jeg er nok naiv, men faktisk har jeg syntes det var meget rart - i hvert fald når det er skrevet fra smartphones, det kan nogen gange forklare et meget kortfattet svar. Men når du nu skriver det på den måde, så kan det da godt være du har ret. Herhjemme har vi overvejet at udvikle den mere i denne her retning: 'Skrevet mens jeg sidder på lokum'

Hvis jeg kunne kommentere, havde jeg skrevet sådan her til Trines indlæg:
Drama også spildt på mig åbenbart, jeg forstår ikke dramaet. Åh suk, skriv så hvad det var!

Hvis jeg kunne kommentere, havde jeg skrevet sådan her til Fru Noias indlæg:
Ja, du er social understimuleret og det kan blive meget værre endnu. Jeg har opnået en tilstand tæt på lykkelig fordi jeg endelig mødte en i den lokale brugs jeg kunne tillade mig at hilse på uden at fremstå kontaktsøgende. Jeg har også taget mig selv i at tænke: 'Heeey, vi kan godt falde til her alligevel' fordi jeg vekslede 2 ord med naboen.

Afslørende bogbestilling

Jeg har netop modtaget 2 bøger, bestilt fra samme onlinebookshop. Det er denne bog og denne bog. Gad vide hvad de har tænkt? 'Ok, det barn hun har har dårligt selvværd og hun er for tyk til at lave en nr to.' Det lyder samspilsramt!

søndag den 5. juni 2011

Distræt, måske en smule

I morges satte jeg mig ud i bilen, og undrede mig over at førersæddet var helt tilbage. Mens jeg trak det frem undrede jeg mig over at bilen lugtede af røg og da sæddet kom helt frem undrede jeg mig over at vi pludselig havde fået fastmonteret navigation. Det havde bilen sgu da ikke i går aftes. Lige dér, efter ca 20 sek, går det op for mig at jeg sidder i naboens bil - som godt nok er magen til vores, men har en anden farve og alt andet er også anderledes.

Hold nu op!

Så priviligeret

Jeg er så priviligeret at jeg slet ikke har haft tid til at blogge. De 2 seneste uger har budt på så mange dejligheder, at de faktisk står i kø for at komme ud i punktform

- Besøg af mine svigerforældre i hele 4 dage. Burde det ikke være på en liste over udejligheder, er der sikkert nogen som tænker. Men nej, ikke mine svigerforældre. De kom en torsdag og tog hjem igen om søndagen. Vi nåede til børnefestival og så den 6-årige give den gas på scenen, vi nåede en til Frederikshavn og se på Skibsrederens skib, vi nåede en tur til Skagen og regn og rusk, men det gjorde slet ikke frokosten dårligere. Vi nåede ud og se den 6-årige spille fodboldstævne og han scorede så mange klasse-mål. Vi nåede endnu engang at konstatere at en sofa med 3 siddepladser er for lidt, når vi har besøg. Vi tog en rask beslutning og strøg til Aalborg og købte en brugt sofa, magen til den vi har. Nu kan Skibsrederen og jeg ligge på hver vores sofaneser til 21-tvavisen. Hvor jysk og borgerligt kan det blive og er vi snart fuldt integrerede?

- Besøg af sød veninde og hendes børn. Den ene på den 6-åriges alder og den anden i terrorist-alderen, baby A med appetit på livet. Vi var i Den gamle by, der bliver jeg aldrig træt af at være. Vi mødte Shane og fik taget billeder med ham og drengene. Det var en kæmpeoplevelse, altså for mødrene - der var starstruck i flere timer bagefter. Dagen toppede vi med fodbold til drengene og sushi til pigerne og da Skibsrederen kom hjem fra London ved 23 tiden medbragte han gin og bailey fra flyet. Så drak vi vi os stive en skål og gik i seng.

- Besøg og gæstefodboldtræning i Vanløse. Imponerende hvordan de to drenge trænede med hos hinandens hold som om de aldrig havde lavet andet. Ingen generthed. De følte sig hjemme, en fodboldbane er en fodboldbane - uanset hvor og med hvem. Det er fedt!

- Fødselsdag hos farfar, som skulle have været helt stille og roligt og som endte med at vi var 12 omkring bordet, maden var som altid fantastisk, det samme var vinen, gaverne og børnene var så glade. En skøn aften.Da roen faldt på huset fandt farmor resterne af en 2-liters barolo frem og SÅ blev det hyggeligt.

- Fødselsdag hos fætter V, 8 år - den store dreng. Magter ikke at jeg husker tiden inden han blev født som var det i går. Heldigvis man ikke hverken føler sig eller ser, ældre ud.

Og slutteligt en weekend,, som er langt fra slut. I går var haven fyldt med børn, 6 stk ret præcist. Vandbassin, vandgeværer, fodbold, latter, råb og hujen, grill og kold hvidvin med naboen. Det er fed, fed lykke.

Udover alt det, så også et par jobsamtaler i vente. Jeg er godt og grundig tilfreds med det alt sammen.

onsdag den 25. maj 2011

Henrik Qvortrup - I love you!

For saddan, den mand slår hovedet på sømmet, spot on, rammer den lige i røven!

Gad vide om han læser med hos O'manne, vi er mange der har taget diskussionen allerede og vi er SÅ enige, Henrik!

mandag den 16. maj 2011

Der er så meget kvinder ikke forstår

I denne her sammenhæng er kvinder = mig!

Jeg er ikke nogen stor fortaler for ignorance, og jeg mener at man bør have et vist kendskab til de ting man går og har en holdning til/om.
Foreks. kan jeg provokeres af folk der siger: 'jeg fatter ikke at alle går i national ekstase over håndbold, jeg hader sport og har ikke set nogle kampe overhovedet' - Det er sådan set helt fair at man ikke har set det og ikke interesserer sig for det. Men det er ikke ok at 'hade' noget man ikke ved noget som helst om. Jeg gider heller ikke hører på kritikere af Paradise Hotel og slige, hvis de i samme sætning fortæller at de aldrig har set det. Det er ikke godt nok!
Og det bringer mig hen imod min pointe i dag, for jeg har det ganske svært med dansk politik for tiden. Jeg forstår det ikke, og jeg kan ikke finde ud af at få svar på mine spørgsmål. Det kan godt være jeg burde se flere debatter, læse mere avis, sætte mig mere ind i tingene - men jeg synes faktisk det er lidt uoverskueligt. Jeg vil ikke sige noget grimt om det, det vil jeg vente med til jeg ved noget mere.

Jeg forstår ikke:

1. Hvorfor tror man at mere privatforbrug får os ud af krisen? Var privatforbruget ikke på sit absolut højeste lige inden krisen og var det ikke det der første os frem til krisen?

2. Hvorfor vil det hjælpe på økonomien at vi arbejder 12 min mere pr. dag?

3. Hvorfor skal vi arbejde mere, når der er så mange arbejdsløse? Skal de ikke på arbejdsmarkedet i stedet for - i første omgang i hvert fald?

4. Hvorfor vil man afskaffe efterlønnen og have folk til at blive på arbejdsmarkedet længere i den ene ende, når der står mange nye og unge kræfter i den anden ende, som der ikke er plads til?

5. Hvorfor skal man arbejde, når man er træt og ældre - men være på dagpenge når man er ung, spænstig, klog og propfyldt med energi?

Svarene afhænger ganske givet af hvilken politisk overbevisning man har, hvilket også kan undre mig lidt. For der bør da kunnes finde nogle objektive svar? Eller driver vi landet ud fra tro? Der må da være nogle økonomer der kan regne den ud og give et endeligt svar?

Hold nu kæft, jeg føler mig dum - og modig fordi jeg udstiller min totale uvidenhed. Faktisk vil jeg rigtig gerne forstå, så hvis nogen lige gider forklare - i korte sætninger, tak

tirsdag den 10. maj 2011

Dårlige penge?

I forbindelse med at jeg blev fritstillet fra mit job, fik jeg ret til noget uddannelse. Jeg tog et *gaaahaaaaa - regnskabskursus - aaahaaaab* og lagde selv penge ud for gebyret, 3830 kr i alt, og jeg er lige på nippet til at vinke de penge farvel. Kort fortalt skal jeg ind på min gamle arbejdsplads' intranet og taste mine udgifter ind, sende dem bilagene og vuptivuptiskofragucci burde pengene være på min konto. Og my freaking god. Tjek lige det her forløb, som startede for 14 dage siden. Jeg tager den i punktform, for det er helt uoverskuelig ellers.

1. Password til intranet udløbet, fordi jeg ikke har været på i lang tid
2. Maile leder vedr. genåbning og om hun vil ordne blanketten OG hvis ikke det er hende der skal, så må hun meget gerne give mig besked om det
3. Ugen efter  - intet svar
4. Mailer kær kollega om hun vil sende mig blanket - svar på under 1 time, sweeeet!
5. Mail til leder om hun vil underskrive og ekspedere videre
6. OK fra leder efter 2 dage, password genåbnet
7. Yeeeeees, nu er der ikke langt igen.
8. Shit - spærret til udbetalingsystemet
9. Mail til supporten
10. Genåbnet efter 3 dage
11. Jaaaaaaah, nu rykker det.
12. Indtaster, finder konvolut frem. Hvor fanden er de skide bilag nu henne?
13. Tænke, tænke, lede, rode, tænke, grine hysterisk, fuck, fuck
14. Nåååe, bilag ligger i bil 2 der står hos mekanikeren.
15. Afsted til mekanikeren og finde bilag
16. Nu skal jeg have nogle penge
17. Opdage jeg har tastet det forkerte beløb ind
18. Jamen for crying out load. Er der her penge befængte eller hvad?
19. Hjem, forsøge at indtaste nyt bilag
20. Er spærret igen
21. Mail til support igen
22. Genåbnet igen
23. Indtaste nyt bilag. Skrive på det gamle at det skal afvises.
24. Mail fra leder, uforstående overfor det korrekte bilag og hun har afvist det
25. Logge på systemet igen, skrive ny kommentar om afvisning på forkert bilag
26. Maile til leder om hun vil godkende korrekt og stikke det forkerte skråt op
27. Ja, sagen ikke afsluttet i skrivende stund, men jeg opdaterer så snart der er nyt i denne så opbyggelige historie.

Jeg tror der er dårlig karma i de penge. Måske bør jeg give dem alle til velgørenhed?

søndag den 8. maj 2011

Endelig!

Siden april sidste har jeg sagt mange 1000 gange til Skibsrederen at vi mangler nye havemøbler. Jeg var ligesom kommet ind i en cirkel, hvor logikken åbenbart var at hvis jeg siger det tilstrækkelig mange gange, så køber han nok nye havemøbler. Det burde næsten ikke være tilladt at være gift, hvis man kender sin partner så dårligt. Han er ikke manden der bare går ud og køber nye havemøbler. Så i dag gjorde jeg det selv, uden bitterhed vel og mærke. Blot stor undren over hvorfor jeg ikke har gjort det tidligere. Den nu 6-årige og jeg har skruet, samlet og gjort ved det meste af formiddagen og efter en tur på 'losseren' med pap og det gamle havebord høster jeg nu frugter. Aaaaaaaaah, det er sehr sehr schön.

Nu kunne nogen måske fristes til at tænke at det ser dejligt og solrigt ud. Det er det sådan set også, meeeeeeen - vi bor på en bakketop uden læ, så her blæser og blæser og blæser og - du er med? Selv skærmen på min bærbare står og vipper med indtil flere cm hver vej. Topstressende - jeg raser over det. Vi har vel 1-2 dage om ugen, hvor her blæser lidt mindre. Men grill, bål osv er helt udelukket - det er da røvsygt!

fredag den 6. maj 2011

Servicemeddelser

Her til morgen havde jeg fornøjelsen af en køretur rundt i Aarhus. Den ene bil skulle til service og den anden bil hentes på Skibrederens arbejde, så afsted det gik. På sådan en lille morgentur som passager ser og oplever jeg rigtig meget og en lille snas af det vil jeg gerne viderebringe til jer.
Den første servicemeddelse er faktisk primært henvendt til Mai - Ja, Dannebrog er ankommet til Tangkrogen, se selv. Og rigtig god tur til jer. Er der andre der kan profitere af denne viden, jamen så siger jeg da selv tak.


Næste meddelse er til Århu Aarhus Kommune, og lyt nu godt efter Wammen og Co:

Hvis I vil markedsføre Aarhus som en storby og hvis I gerne vil opfattes som en storby, altså hvis I i det hele taget gerne vil være en storby, så duer det altså ikke at der kører traktorer på det I selv refererer til som 'de store indfaldsveje' midt i morgentrafikken og 2 km fra centrum - det går simpelthen ikke.
Det er så svært at forestille sig samme scenario, der hvor Lyngbymotorvejen rammer Hans Knudsens Plads, kl 8.15 en fredag morgen.



tirsdag den 3. maj 2011

Cupcakes

For et par uger siden var jeg i Maga, Aarhus og sige hej til Cupcakefabrikken. Her stod Julia nemlig og fremtryllede de fineste, smukkeste, lækreste, fantasifuldeste kager og jeg sneg mig til at tage en masse billeder. Jeg glæder mig til hun holder workshop næste gang. Her er lidt billeder af alt det fine hun kan.


Solgt!

Jeg har lige solgt mit første hjemmegjorte sæt babysengetøj på Trendsales, aaarhmen - jeg er helt stolt. Må vist i Stof og Stil i weekenden og købe mere ind. Jeg fik ellers chancen for at score nogle lækre retro-betræk hos min svigermor her i påsken, men hun samler og samler og samler.
Forrige sommer tømte hende og min svigerfar vores oldemors sommerhus + hus, da oldemor flyttede på plejehjem. Oldemor var også samler, og der.var.så.mange.ting, at det fatter man slet ikke. Min stakkels svigerfar stod standhaftigt midt i det hele og sagde: 'Det kommer ikke ind hjemme hos os', og det gjorde det. De har et stort hus, 170m2, og det er fyldt op med ting.
Blandt alle disse millioner, trillioner, gongoler (Hvad? Det er da et ord, iflg den nu 6-årige) af ting og sager, var der en taske fyldt med sengetøj og i blandt det sengetøj spottede jeg mindst 2 betræk i retrofarver og retromønstre. Jeg dristede mig til at sige til svigermor at jeg gerne hjalp hende af med det, og hun tog smilende imod min forespørgsel. Dog kan jeg forestille mig der går nogle måneder inden hun er moden nok til at gå af med det.
Jeg indser nu at jeg burde have sagt det mens min svigerfar hørte på, han havde givet mig det med det samme.
Bottomline, jeg håber at få det vristet fra hende. Ikke at jeg er helt nede med denne her retrobølge, men jeg tror godt jeg kan få noget godt ud af det, uden at gå all in på storblomster og farver.

mandag den 2. maj 2011

Uden internet

Oh gys og skræk, har været uden internetforbindelse siden torsdag og til nu. Faktisk valgte både tv og internet at stå af med få timers mellemrum. Tilbage var der så kun at tale med hinanden, Skibsrederen og jeg. Så det gjorde vi. Beslutninger blev vist truffet, af den gode slags - men også skræmmende. Mere kommer når alt er mere officielt.
Nu er jeg tilbage online på en motherfucker-forbindelse, så hvis I lige vil have mig undskyldt. Jeg har et net der ikke surfer sig selv, musik der ikke lytter sig selv, blogs der ikke læser sig selv, facebookstatusser der ikke skriver sig selv, ansøgninger der fanme heller ikke skriver sig selv. Så jeg er ude herfra igen, bye bye, later gator, und so weiter - tjulahop!

mandag den 25. april 2011

En af mere af dem, tak.

Påskestatus:

Antal glas rødvin indtaget: Utallige, men nok alligevel for få
Antal smøger røget: ca. 20
Antal glas Asti indtaget: 4-5 stykker
Antal sushi: 15-20 stykker
Antal ture med Molslinien: 2 (1 for meget)
Antal supervellykkede 6-års fejringer: 1
Antal gange den nu 6 årige har sovet sammen med en, som ikke var hans mor: 4
Antal skønne venner vi ser alt alt alt for lidt: Min. 8
Antal gange vi fik set ovenstående 8 venner: 1 gang
Antal af sommerhuse vi kunne tænke os at købe: 1 hver. Skibsrederen har 1 og jeg har 1, det er ikke det samme hus.
Antal gaver til den nu 6-årige: Mange, mange!
Antal af gange der er blevet sagt: 'Sikke dog et fantastisk vejr': Utallige.
Antal gange vi gerne gentager den seneste uge: Uendelige

fredag den 22. april 2011

Kører påsken ind med rødvin og godt selskab

Vi er stukket af til 'farfar og farmor land' og det er sådan et dejligt sted. Maden er fantastisk, det samme er selskabet og rødvinen.
Det er 4 måneder siden vi har været her sidst, fordi vi er flyttet (alt for) langt væk. Det er også 4 måneder siden vi sidst har set dem. Når der går så lang tid kan man jeg godt bilde mig selv ind at det er ok at det er sådan. Jeg mener, så vigtige er de da heller ikke og vi går nok ikke rigtig glip af noget alligevel.
Heldigvis har jeg en nu 6-årig der de seneste 2 måneder har fortalt mig at han savner. Han har stadig ikke det filter, der lægger låg på de følelser man af den ene eller den anden grund ikke ønsker at forholde sig til eller konfrontere sig med. Han har savnet! Jeg ved nu at jeg har det samme. Det er fantastisk at være tilbage og vi går glip af en masse. Foreks. har huset været fyldt med fastre, onkler, fætre og kusiner. Vi er total 'wolla-min fætter' på det område og vi elsker det. Der har været fodbold, knæ fyldt med græs, hår fyldt med græs, negle fyldt med jord, læber fyldt med grin og smil, en himmel fyldt med sol og glas fyldt med rødvin.
Begynder I at fornemme et tilbagevendende tema der indeholder ca 11%?
I Skibsrederens arbejdsliv sker der måske snart ting og sager, måske. Og hvis det måske sker, så er det måske sådan at vi kan flytte tilbage, altså bare måske. Det kræver mange tanker og overvejelser. Jeg kan mærke at det der fylder er de bekymrede tanker og jeg tvivler meget på hvad der er det rigtige. For et halvt år siden, var jeg rykket tilbage til start uden at være bekymret. De bekymrede tanker slører mit oprigtige ønske, tror jeg - for jeg ved det ikke. Hvad jeg ved er at jeg, efter ca. 3 glas rødvin, ikke er et sekund i tvivl om hvad der er det rigtige. Spørgsmålet er om jeg kan regne med den følelse jeg har, når bekymringerne er skyllet væk?
På mandag er der åbent hus i et sommerhus som vi er lune på. Vi tager ud og ser det.

lørdag den 16. april 2011

Det vi siger!

Lad mig sige det med det samme. Jeg er ikke til floskler og klicheer. Jeg er ikke til store ord og bla-bla. Jeg er heller ikke en hel masse til føle-føle.
For nogle måneder siden var jeg mildest talt ikke på toppen. En dag besøgte jeg en bekendt jeg har. Jeg skulle låne noget af hende. Jeg har efterfølgende gennemskuet at hun er en af dem der tænder på tristhed. Anyway, hun spurgte hvordan det gik og sluserne åbnede sig. Det startede en lang monolog fra hende, som jeg forsøger at sammenfatte her: Du er god nok som du er, du skal elske dig selv, din familie elsker dig - osv! Og det ikke fordi hun ikke har ret, men jeg.har.det.virkelig.svært.med.sådan.noget. Det var en grænseoverskridende oplevelse. 
Forud for denne her begivenhed var et forløb, hvor vi havde set hinanden et par gange, spist sammen osv. Jeg følte det indvaderende, jeg følte jeg blev lidt suget ind i noget jeg egentlig ikke ville, uden jeg helt kunne sige hvorfor. Vi er forskellige - men jeg er jo på 'veninde-jagt' (kan man lyde mere desperat og ynkelig?) så derfor har jeg været åben overfor de muligheder der har budt sig. Men ved I hvad? Det er slut nu. Jeg gider fanme ikke! Det er da total spild af tid. Måske er jeg 37 år gammel og måske burde jeg have gjort denne her erkendelse før. Det tror jeg egentlig også at jeg har. De seneste mange år har jeg bare været så priviligeret at der har været fyldt op på venne- og venindefronten, så de nye bekendtskaber jeg har fået og plejet har været helt og aldeles frivillige og total lystbetonede - og det er et kæmpe privilegie! Så flyttede vi landsdel og fik nye liv, og nogle ting måtte genopdages og erkendelser måtte gøres på ny.
Faktisk havde jeg lidt glemt episoden og jeg har trukket mig fra bekendtskabet og ikke haft lyst til at det skulle udvikle sig. Men så kom der en mail, om nogle arrangementer, nogle sociale og sjove arrangementer. Og mit bekendtskab havde skrevet til sidst i sin mail: 'Pas på jer selv og hinanden - livet er så skrøbeligt'.
Og så blev jeg så træt, så træt! Jeg gider ikke sensationslysten, jeg gider ikke dyrke de dårlige historier, jeg gider ikke svælge i det ulykkelige. Jeg ved, om nogen, at livet er skrøbeligt, netop derfor forsøger jeg at være positivt tænkende, at have fokus på de gode ting. Og ikke afslutte en iøvrigt dejlig og positiv mailkorrespondance med så tunge ord. Jeg er blevet bekræftet i min beslutning, det er ikke et bekendtskab for mig. Det er for tungt, for trist, for føle-føle hele tiden. Det orker grædekonen her ikke.

Misforstå mig ej. Jeg taler gerne om de grimme ting, jeg håndtere andres sorg på en måde jeg sagtens kan være bekendt. Jeg er ikke overfladisk og jeg skræmmes ikke af de ting folk kan sige og tænke når de har det værst. Men jeg gider ikke dyrke det.
Det er lidt som et Ude & Hjemme blad. Det er den ene sørgelige historie efter den anden. Så er jeg altså mere til Alf og Damerne.

tirsdag den 12. april 2011

Lad aldrig en chance for at græde gå til spilde

Man skulle tro at jeg lever efter det ordsprog. Derfor kan jeg fremvise sådan en fin liste over hvor og overfor hvem jeg har grædt:

1. IKEA Aarhus
2. Gucci butikken på strøget
3. Stort set alle mine chefter pånær 1
4. På et regnskabskursus på Aarhus Købmandsskole
5. Utallige biografer
6. Den snart 6-åriges vuggestue, ved flere lejligheder endda
7. Den snart 6-årigs børnehave, dog kun en enkelt gang (der er stadig 4 mdr at løbe på)
8. Derhjemme, hver evig fucking eneste gang samtalen falder på fremtiden og hvor vi skal bo
9. I hallen til gymnastikopvisning
10. Da jeg skrev indlægget herunder om Holger
11. Da jeg skrev det her indlæg

For fanden da også! Ville virkelig gerne være bedre til ikke at komme til at græde, men det er nogen gange som om at samtlige mine følelser er direkte forbundet til mine tårekanaler.

onsdag den 30. marts 2011

Ikke et ord om Holger

Og så alligevel vel lidt, men først tilsidst i indlægget.

Jeg voksede op midt på den jyske hede med langt til vand på begge sider, der var også langt til højere læreranstalter, tilgengæld var og er der stadig, en stor fabrik i byen. Fabrikken er omdrejningspunkt for rigtig mange ting i sovebyen midt på heden. Sådan et sted skal der noget spænding til, og når man har 1 gå-i-byen sted at vælge imellem, må man selv finde på noget. Det gjorde de unge mænd i rigelige mængder. Endda så meget at i hvert fald 4 af dem kørte sig selv ihjel på de lange og lige jyske veje. Fra jeg var 14 til jeg var 18 blev 4 af mine bekendte dræbt i trafikulykker, alle mere eller mindre selvforskyldt, men ingen uforskyldt.
En tirsdag kørte endnu en galt, han overlevede og har siddet i kørestol siden. 3 dage senere kørte en anden sig selv ihjel på samme strækning, endda indenfor de samme 100 m. Begge mænd og begge 18 år.
En af mine daværende kolleger sagde: 'Der var nogen der skulle bruge en ung mand et andet sted end her'. Jeg kunne og kan stadig ikke forholde mig til den måde at tænke på. For de som elsker og holder af, giver det ikke mening at der kan være mere brug for deres unge mand noget sted end netop lige præcis her.

Jeg tror de fleste jublede da lille Holger blev fundet i søndags og vi mødre har grædt de tårer der skal grædes ved tanken. I går fik det ikke samme lykkelige udgang for en lille dreng der døde i sin børnehave. Og jeg tænkte straks sætningen: 'Nogen skulle bruge en lille sød dreng et andet sted end her'. Men ved I hvad? Det giver fanme ikke nogen mening!

Jeg kysser og krammer min snart 6-årige i stumper og stykker i disse dage, Jeg har bestilt en stor ladvogn med vat til at pakke ham ind i, en snor på 25 meter til at binde ham i haven med og en GPS-sender han skal have på, hvis snoren skulle knække. Ingen huer og halstørklæder og kun flydende kost, så han ikke kvæles. Er der andet jeg kan og bør gøre?

PS: Inden man fik børn pippede de andre mødre da godt nok et eller om at man elsker sit barn højere end alt andet og man bekymrer sig altid, fra den dag man bliver mor. Men de havde satme ikke sagt at det var SÅ meget kærlighed og SÅ meget bekymring!