mandag den 28. november 2011

Kan man få noget fedterøvsbelønning et sted?

For noget tid siden skrev jeg et indlæg om den 6 åriges skolesituation, som på det tidspunkt var lidt rodet. I kommentarfeltet var der en kommentar fra en, som jeg tror er en af lærerne fra hans klynge. Sådan tolker jeg i hvert fald hendes indlæg. Så når jeg nu skriver et meget rosende indlæg om en af hendes (eller hans, men jeg forestiller mig at deler en kvinde) kolleger, så er det altså ikke for at fedte for nogen, men blot ord fra hjertet. I går var vi på klasseudflugt med 0.B. Lærerne var naturligvis inviteret med, og en af dem dukkede op med sin familie. Ingen kritik af de andre for ikke møde op. De får intet for det og jeg tror lærerne har rigeligt med interessetimer i forvejen. Ikke nok med at han dukkede op, han havde også forberedt to sange med børnene, som de optrådte med og det er noget der kan gøre børn pavestolte - og også deres forældre. Den guitarspillende lærer er også ham der har taget en rigtig god snak med børnene om selvmord, en dag hvor de fyldte rigtig meget hos en af dem. Min 6-årige er i hvert fald blevet klogere af det og mere reflekterende end jeg har hørt ham tidligere. Han stiller spørgsmål herhjemme på en måde, hvor jeg kan høre at snakken i klassen har været helt i børnehøjde og ikke skræmt ham. Jeg elsker at de taler åbent om det. Når børnene ser at de kan komme til deres lærer med et emne som selvmord og blive taget alvorligt, så håber jeg de ved, at de kan komme med alt andet også. Jeg elsker når børn tages alvorligt i børnehøjde, at der bliver lyttet og anerkendt og at intet er farligt at tale om. Jeg gav samme rosende ord til læreren i går, og jeg gjorde det næsten uden at få en klump i halsen, bævende stemme og våde øjne, næsten!

1 kommentar:

  1. Fantastisk når man løber ind i den slags undervisere - de er guld.

    Her taltes også død - yngstens helt nye marsvin er død, så her er også sat gang i de helt store tanker om liv og død.

    SvarSlet