Gensyn

Der er mange gensyn disse dage. Det er fanme som en lang klasse-reunion der nu har varet i 2 uger. 
Jeg møder dem der giver en stor krammer, og dem der undrer sig og spørger, dem der hilser som om der ikke er gået 16 år, men måske bare en uges tid og så dem der nægter at hilse. Eller faktisk er det kun en, der gør det. Jeg tager det ikke personligt, jeg tror det mere handler om at man ikke er der i livet, hvor man gerne vil være. Og når man konfronteres med en 16 år gammel fortid, så gider man det ikke.

Og så kommer jeg åbenbart fra et sted, hvor kæle/øgenavne var det nye sort for ca. 20 år siden.
Det betyder at ham jeg kaldte for Isterning fordi han altid så så kold ud, han er tøet op og har hilst hjerteligt. Han har ikke været væk fra byen og han lignede en for hvem noget faldt på plads, da (endnu) et bysbarn var kommet hjem.

Der er også slagterens datter, som er min gode og kære veninde, hun hed Slaugther (med jysk udtale)

Der er Havfruen, som hed Havfruen fordi hun brugte rigtig meget tid i svømmehallen. Og faktisk mødte jeg hende i netop svømmehallen, da den 6-årige og jeg var ude at dyppe tåspidserne her fornylig. Nu har vi børn i samme klasse.

Der er min anden veninde, tøjmandens datter: Fraggel!

Der er Kampvogn, fordi hun altid har været lidt stor.

Der er Fro, fordi det er en del af hendes navn

Der er Peter Post, fordi han er er - jaaa, post!

Der er Jeppe Ost, fordi han havde ost med i madpakken i gym

Der er mange mange flere og navnene er sikkert glemt af de fleste. De var de egentlig også af mig, men ved gensyn husker jeg de mærkligste ting - åbenbart.

Og tilsidst så er der et hav af: 'Hvor fanden er det nu liiiiiige jeg kender hende derovre fra??'
Der er så  mange jeg ved jeg har set før, arbejdet samme med, gået i byen med, osv - og jeg kan bare ikke placere dem på rette hylde i mit hoved. Det er så frustrende! Fanme godt man har facebook - hilsen den vildste stalker!
Nåja, der er også 'de lækre' - og der må jeg nok konstatere at de er ikke lækre mere. Jeg boede her fra jeg var 15 til jeg var 20 år. Jeg lærte at gå i byen her -  ja, jeg har haft en del teenage-crushes her.
Hold da kæft, hvor kan 16 år gøre meget ved ham der engang var en spændstig 25-årig. Nu er det jo bare en mand der er på alder med min far, da jeg flyttede herfra.

Og mig? Jeg er ikke blevet en dag ældre.