torsdag den 4. juli 2013

Dér står de!

5 friske, nye, ubrugte, skinnende, glimtende, tillokkende, velkomne, tiltrængte, lækre, varme,solrige, langsomme, skønne, dejlige, pæne, hotte, besnærende, vidunderlige, fine, fabulous, fantastiske, fuld fortjente, funklende ferieuger.

Hjemmetid, familietid, morogsøntid, farogosøntid, roskildetid, morogfartid, kretatid, sverigestid, københavnertid, fodboldtid.

Lige nu tæller jeg timerne.

Aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaah!


tirsdag den 2. juli 2013

Hvad siger manden, Misse?

Nogle gange, når hørelsen og eller koncentrationen svigter - eller barnet mumler, eller taler inde bag den styrthjelm han insisterer på at have på hovedet når han cykler, sker der visse sprogforbistringer. Det kan jeg godt more mig over.

Foreks. på cykeltur den anden aften:
Søn: Mor, hvad er en suttebus?
Mig: ...!?!?!...Suttebus?
Søn: Ja, eller hvor ligger Suttebus?
Mig: ...?!?!..?!?!?!?
Jeg får øje på det samme han har fået øje på. Vores lokale shuttlebus - shuttlebus udtalt på dansk - Suttebus.

Og i går i telefonen:
Søn: Mig og mormor har lavet is
Mig: Det lyder lækkert. Hvad smager det af?
Søn: Pik
Mor: Øøhh?!?!
Søn: PIK!
Mormor i baggrunden: Jeg ikke helt din mor kan høre hvad du siger.
Søn: Vi har skåret nogle Kick ud og lagt i isen, så det smager af lakrids.





onsdag den 19. juni 2013

Kender du det?

Kender du det med at man i sociale sammenhænge man ikke helt selv er herre over, fx. gennem sit afkom, at man møder mennesker som man ved første øjekast ikke bryder sig så meget om? Sådan har jeg det ofte ind imellem. Det er mest når jeg møder folk der er højrystede og alt for larmende. Jeg bor i en lille by, så jeg kender som regel nogle andre der også kender mine nye bekendtskaber. Så snakker vi lidt om dem og mine veninder siger: 'De er gode nok, gi' dem en chance osv' og som regel har veninderne ret. Folk vinder ved nærmere bekendtskab, og når veninderne siger god for dem - så tror jeg på det.

For første gang oplever jeg nu det omvendte. At jeg stiller spørgsmål ved om det simpelthen er mig der har fejlvurderet en veninde. Det nye bekendtskab er ganske forfærdeligt på alle leder og kanter. Og jeg magter det ikke. Heller ikke når jeg samler al min rummelighed, åbenhed, overskud osv - Nej, de fremstår stadig lige dumme, uvidende, stædige, urimelige, egoistiske og uforstandige. Jeg nærmer mig 40 år - livet er for kort til den slags. Så mens min veninde dyrker noget der minder om 'Slyngveninde', undrer jeg mig langt ind i mit inderste og kan ikke gennemskue hvilke mekanismer der er på spil.

Det nye bekendtskab står for alt hvad jeg ikke står for og jeg er egentlig kun nødt til at forholde mig til dem, fordi vi har børn på samme årgang i en lille by. Ellers ville det være mennesker jeg aldrig ville møde. Vi færdes ikke samme steder, interesserer os ikke for det samme. De synes at god humor er: 'Det kan godt være jeg har en lille pik, men jeg har en tunge som en schäfer', og brok brok brok er deres yndlingssamtaleemne. Jeg magter det ikke! 

Jeg må have fejlvurderet min veninde.

mandag den 13. maj 2013

En fejlvurdering.

I onsdags, efter endt arbejdsdag, tænkte jeg ved mig selv: 'Aaaaaahh, 4 fridage - det er lige hvad jeg trænger til'. I morges viste det sig, at der var tale om en fejlvurdering. Det var nok nærmere 6 eller 7 fridage jeg trængte til. Pokkers! Det hjælper lidt at jeg kan se frem til 7 ugers sommerferie og en snarlig forlænget weekend i Barcelona.


lørdag den 27. april 2013

Liebeskind taske - ikke et fejlkøb, men

...Tasken duer ikke til det jeg troede jeg skulle bruge den til.
Jeg har to fysiske arbejdspladser på min skole, og jeg flytter en del papirer mellem de to kontorer. Troede at tasken her kunne bruges til det. Men den er alt for blød og i det hele taget alt for lækker at have med på en skole, hvor den ofte står på gulvet mellem remoulademadder, makrelmadder, bussemænd, vand, beskidte sko og støvler. Så nu sælger jeg den igen, på Trendsales eller her.
Jeg gav 1500 kr. Vil gerne have 12-1300 kr. for den, hvis det er muligt.


mandag den 22. april 2013

Containerpladsens Dronning

Det synes manden min at jeg er. Det synes jeg slet ikke. Paller er ikke klunset fra lossepladsen, men derimod købt og betalt hos en venlig landmand. 350 kr for 10 paller. Derudover skruer for en 20 kr's penge vil jeg tro, en vådbehandling med en højtryksrenser og lidt knofedt og pludselig så terrassen sådan her ud:







Nu mangler jeg blot et par madrasser og en masse puder. Vi har sol på terrassen fra midt på dagen og til solnedgang. Jeg tror min pallesofa bliver sommeren yndlingsplads i solen. Yndlingsplads i skyggen bliver forhåbentlig den hængekøje der snart er på vej op, et andet sted i haven.


onsdag den 17. april 2013

Skuffelinks

Ind imellem gemmer jeg links som jeg i udgangspunktet ikke har brug for, jeg gemmer dem fordi de repræsenterer en drøm om engang at få brug for dem. Et slags mål om noget jeg gerne vil prøve, et sted jeg gerne vil hen, et møbel jeg bare må eje, noget sjovt, noget klogt, noget inspirerende. Jeg er ikke særlig systematisk omkring det og jeg gemmer sikkert ikke særlig meget i forhold til mange andre. Alligevel giver jeg da gerne et lille indblik i gemmerne. Måske er der nogen til inspiration:

Hvad er dit bedste køb i USA? Det spurgte JulesRules om en septemberdag i 2010 og jeg blev nødt til at gemme det, for en tur til NYC stod voldsomt højt på min ønskeliste på det tidspunkt og drømmen blev opfyldt i oktober 2012. Og alle de gode svar blev brugt til inspiration - tak!

Ikke fordi man som mor savner ting at tude over - for det gør jeg bestemt ikke. Jeg tuder over alt og ingenting, mest over ingenting vil nogen nok sige. Jeg berøres meget nemt og især hvis det har med børn at gøre. Listen over hvor jeg har knebet en tåre eller to er lang, og den bliver kun længere.
Jeg er helt lige som Helle, og jeg tudede naturligvis også da jeg læste indlægget Tudefjæs.
Bogen jeg linker til - jeg har ikke fået den læst endnu, men det vil jeg en dag. Måske først når min egen dreng er lidt ældre. Jeg glæder mig til at læse den!

Hamborg. Et link jeg ville ønske jeg havde haft sidste sommer, da jeg "vandt" en hel dag i Hamborg. Sommerferien var tæt på slut, jeg havde stadig fri, barnet var hos mormor. Ham jeg er gift med spørger om jeg gider køre ham til Hamborg til et møde. Jeg skal bare køre ham derned, så flyver han videre ud i verden derfra. Det vil jeg gerne. Jeg elsker at køre bil. På vej derned viser det sig at ham jeg er gift med ikke rigtig har nogen flybillet ud af Hamborg alligevel og det derfor ville være 'superpraktisk' om jeg lige kunne blive dernede mens han er til møde. Det var ikke en del af min plan. Jeg havde en skøn dag med shopping, lækker frokost med vandudsigt og kaffe på Starbucks.

Hvad gemmer du af gode links, som du ikke bruger hver dag - men som ligger lige der som en lille reminder om hvad du gerne vil eller du har fået gjort?




fredag den 5. april 2013

Børne og lærerfri skole?

Faktisk ikke en dårlig ide. Jeg arbejder på en skole, som administrativ medarbejder, så jeg må stadig gerne på arbejde. Og hvilken fred her er. Ingen skrig og skrål på gangene, ingen lugt af sure madpakker, ingen forstyrrelser af børn der skal have plaster på et forslået knæ eller er syge. Ingen børn der lugter af makrel og gerne lige vil give en krammer, eller vise deres tegning frem, eller have strøget en perleplade. Ingen konflikter, ingen musik, ingen mobiltelefoner der ringer.
Ingen lærere der lige skal låne printeren og optager den i 2 timer, ingen lærere der lige låne telefonen, eller lige skal spørge om noget eller lige skal vide noget eller lige skal låne mødelokalet eller lige kommer med 3 drenge der er røget i totterne på hinanden.
Her er bare ro. Ro til at passe mit arbejde, ro til at få noget fra hånden. Men når 50% af min tid normalt går med at servicere børn og voksne, så dagligdagen glider nemt for dem, så er de nu alligevel lidt savnede. En skole uden lærere og elever kan vel næppe kaldes en skole, men blot en stor tom bygning med nogle lange lange gange.
Vi håber I snart kommer tilbage, store og små!