I denne her sammenhæng er kvinder = mig!
Jeg er ikke nogen stor fortaler for ignorance, og jeg mener at man bør have et vist kendskab til de ting man går og har en holdning til/om.
Foreks. kan jeg provokeres af folk der siger: 'jeg fatter ikke at alle går i national ekstase over håndbold, jeg hader sport og har ikke set nogle kampe overhovedet' - Det er sådan set helt fair at man ikke har set det og ikke interesserer sig for det. Men det er ikke ok at 'hade' noget man ikke ved noget som helst om. Jeg gider heller ikke hører på kritikere af Paradise Hotel og slige, hvis de i samme sætning fortæller at de aldrig har set det. Det er ikke godt nok!
Og det bringer mig hen imod min pointe i dag, for jeg har det ganske svært med dansk politik for tiden. Jeg forstår det ikke, og jeg kan ikke finde ud af at få svar på mine spørgsmål. Det kan godt være jeg burde se flere debatter, læse mere avis, sætte mig mere ind i tingene - men jeg synes faktisk det er lidt uoverskueligt. Jeg vil ikke sige noget grimt om det, det vil jeg vente med til jeg ved noget mere.
Jeg forstår ikke:
1. Hvorfor tror man at mere privatforbrug får os ud af krisen? Var privatforbruget ikke på sit absolut højeste lige inden krisen og var det ikke det der første os frem til krisen?
2. Hvorfor vil det hjælpe på økonomien at vi arbejder 12 min mere pr. dag?
3. Hvorfor skal vi arbejde mere, når der er så mange arbejdsløse? Skal de ikke på arbejdsmarkedet i stedet for - i første omgang i hvert fald?
4. Hvorfor vil man afskaffe efterlønnen og have folk til at blive på arbejdsmarkedet længere i den ene ende, når der står mange nye og unge kræfter i den anden ende, som der ikke er plads til?
5. Hvorfor skal man arbejde, når man er træt og ældre - men være på dagpenge når man er ung, spænstig, klog og propfyldt med energi?
Svarene afhænger ganske givet af hvilken politisk overbevisning man har, hvilket også kan undre mig lidt. For der bør da kunnes finde nogle objektive svar? Eller driver vi landet ud fra tro? Der må da være nogle økonomer der kan regne den ud og give et endeligt svar?
Hold nu kæft, jeg føler mig dum - og modig fordi jeg udstiller min totale uvidenhed. Faktisk vil jeg rigtig gerne forstå, så hvis nogen lige gider forklare - i korte sætninger, tak
Ingen kommentarer:
Send en kommentar