mandag den 25. april 2011

En af mere af dem, tak.

Påskestatus:

Antal glas rødvin indtaget: Utallige, men nok alligevel for få
Antal smøger røget: ca. 20
Antal glas Asti indtaget: 4-5 stykker
Antal sushi: 15-20 stykker
Antal ture med Molslinien: 2 (1 for meget)
Antal supervellykkede 6-års fejringer: 1
Antal gange den nu 6 årige har sovet sammen med en, som ikke var hans mor: 4
Antal skønne venner vi ser alt alt alt for lidt: Min. 8
Antal gange vi fik set ovenstående 8 venner: 1 gang
Antal af sommerhuse vi kunne tænke os at købe: 1 hver. Skibsrederen har 1 og jeg har 1, det er ikke det samme hus.
Antal gaver til den nu 6-årige: Mange, mange!
Antal af gange der er blevet sagt: 'Sikke dog et fantastisk vejr': Utallige.
Antal gange vi gerne gentager den seneste uge: Uendelige

fredag den 22. april 2011

Kører påsken ind med rødvin og godt selskab

Vi er stukket af til 'farfar og farmor land' og det er sådan et dejligt sted. Maden er fantastisk, det samme er selskabet og rødvinen.
Det er 4 måneder siden vi har været her sidst, fordi vi er flyttet (alt for) langt væk. Det er også 4 måneder siden vi sidst har set dem. Når der går så lang tid kan man jeg godt bilde mig selv ind at det er ok at det er sådan. Jeg mener, så vigtige er de da heller ikke og vi går nok ikke rigtig glip af noget alligevel.
Heldigvis har jeg en nu 6-årig der de seneste 2 måneder har fortalt mig at han savner. Han har stadig ikke det filter, der lægger låg på de følelser man af den ene eller den anden grund ikke ønsker at forholde sig til eller konfrontere sig med. Han har savnet! Jeg ved nu at jeg har det samme. Det er fantastisk at være tilbage og vi går glip af en masse. Foreks. har huset været fyldt med fastre, onkler, fætre og kusiner. Vi er total 'wolla-min fætter' på det område og vi elsker det. Der har været fodbold, knæ fyldt med græs, hår fyldt med græs, negle fyldt med jord, læber fyldt med grin og smil, en himmel fyldt med sol og glas fyldt med rødvin.
Begynder I at fornemme et tilbagevendende tema der indeholder ca 11%?
I Skibsrederens arbejdsliv sker der måske snart ting og sager, måske. Og hvis det måske sker, så er det måske sådan at vi kan flytte tilbage, altså bare måske. Det kræver mange tanker og overvejelser. Jeg kan mærke at det der fylder er de bekymrede tanker og jeg tvivler meget på hvad der er det rigtige. For et halvt år siden, var jeg rykket tilbage til start uden at være bekymret. De bekymrede tanker slører mit oprigtige ønske, tror jeg - for jeg ved det ikke. Hvad jeg ved er at jeg, efter ca. 3 glas rødvin, ikke er et sekund i tvivl om hvad der er det rigtige. Spørgsmålet er om jeg kan regne med den følelse jeg har, når bekymringerne er skyllet væk?
På mandag er der åbent hus i et sommerhus som vi er lune på. Vi tager ud og ser det.

lørdag den 16. april 2011

Det vi siger!

Lad mig sige det med det samme. Jeg er ikke til floskler og klicheer. Jeg er ikke til store ord og bla-bla. Jeg er heller ikke en hel masse til føle-føle.
For nogle måneder siden var jeg mildest talt ikke på toppen. En dag besøgte jeg en bekendt jeg har. Jeg skulle låne noget af hende. Jeg har efterfølgende gennemskuet at hun er en af dem der tænder på tristhed. Anyway, hun spurgte hvordan det gik og sluserne åbnede sig. Det startede en lang monolog fra hende, som jeg forsøger at sammenfatte her: Du er god nok som du er, du skal elske dig selv, din familie elsker dig - osv! Og det ikke fordi hun ikke har ret, men jeg.har.det.virkelig.svært.med.sådan.noget. Det var en grænseoverskridende oplevelse. 
Forud for denne her begivenhed var et forløb, hvor vi havde set hinanden et par gange, spist sammen osv. Jeg følte det indvaderende, jeg følte jeg blev lidt suget ind i noget jeg egentlig ikke ville, uden jeg helt kunne sige hvorfor. Vi er forskellige - men jeg er jo på 'veninde-jagt' (kan man lyde mere desperat og ynkelig?) så derfor har jeg været åben overfor de muligheder der har budt sig. Men ved I hvad? Det er slut nu. Jeg gider fanme ikke! Det er da total spild af tid. Måske er jeg 37 år gammel og måske burde jeg have gjort denne her erkendelse før. Det tror jeg egentlig også at jeg har. De seneste mange år har jeg bare været så priviligeret at der har været fyldt op på venne- og venindefronten, så de nye bekendtskaber jeg har fået og plejet har været helt og aldeles frivillige og total lystbetonede - og det er et kæmpe privilegie! Så flyttede vi landsdel og fik nye liv, og nogle ting måtte genopdages og erkendelser måtte gøres på ny.
Faktisk havde jeg lidt glemt episoden og jeg har trukket mig fra bekendtskabet og ikke haft lyst til at det skulle udvikle sig. Men så kom der en mail, om nogle arrangementer, nogle sociale og sjove arrangementer. Og mit bekendtskab havde skrevet til sidst i sin mail: 'Pas på jer selv og hinanden - livet er så skrøbeligt'.
Og så blev jeg så træt, så træt! Jeg gider ikke sensationslysten, jeg gider ikke dyrke de dårlige historier, jeg gider ikke svælge i det ulykkelige. Jeg ved, om nogen, at livet er skrøbeligt, netop derfor forsøger jeg at være positivt tænkende, at have fokus på de gode ting. Og ikke afslutte en iøvrigt dejlig og positiv mailkorrespondance med så tunge ord. Jeg er blevet bekræftet i min beslutning, det er ikke et bekendtskab for mig. Det er for tungt, for trist, for føle-føle hele tiden. Det orker grædekonen her ikke.

Misforstå mig ej. Jeg taler gerne om de grimme ting, jeg håndtere andres sorg på en måde jeg sagtens kan være bekendt. Jeg er ikke overfladisk og jeg skræmmes ikke af de ting folk kan sige og tænke når de har det værst. Men jeg gider ikke dyrke det.
Det er lidt som et Ude & Hjemme blad. Det er den ene sørgelige historie efter den anden. Så er jeg altså mere til Alf og Damerne.

tirsdag den 12. april 2011

Lad aldrig en chance for at græde gå til spilde

Man skulle tro at jeg lever efter det ordsprog. Derfor kan jeg fremvise sådan en fin liste over hvor og overfor hvem jeg har grædt:

1. IKEA Aarhus
2. Gucci butikken på strøget
3. Stort set alle mine chefter pånær 1
4. På et regnskabskursus på Aarhus Købmandsskole
5. Utallige biografer
6. Den snart 6-åriges vuggestue, ved flere lejligheder endda
7. Den snart 6-årigs børnehave, dog kun en enkelt gang (der er stadig 4 mdr at løbe på)
8. Derhjemme, hver evig fucking eneste gang samtalen falder på fremtiden og hvor vi skal bo
9. I hallen til gymnastikopvisning
10. Da jeg skrev indlægget herunder om Holger
11. Da jeg skrev det her indlæg

For fanden da også! Ville virkelig gerne være bedre til ikke at komme til at græde, men det er nogen gange som om at samtlige mine følelser er direkte forbundet til mine tårekanaler.