torsdag den 22. september 2011

Ro

Er endnu engang lige nødt til at fortælle hvor svært tilfreds jeg er med vores beslutning om at rykke sydpå, til Legoland og omegn. Der er så mange ting at nyde og være glad for, så jeg næsten ikke kan nå det. Jeg synes det er fantastisk at cykle afsted med den 6-årige hver morgen, at han selv kan cykle hjem om eftermiddagen, at vi har gæster 2-3 gange om ugen - bare sådan uforpligtende besøg hvor folk lige dropper forbi, at jeg har også har lært nye mennesker at kende og ikke kun dem jeg kendte i forvejen, at der er nogen der har brug for os, at vi er til nytte, kan hjælpe nogen der også kan hjælpe os, vores have, æbletræerne, at jeg føler mig hjemme efter 3 år i ingenmandsland, at den 6-årige trives rigtig godt i forhold til at han lige er flyttet og mange andre dejligheder.

Jeg føler vi er flyttet direkte fra København og hertil. Århus er fortrængt! Ikke de søde mennesker vi nåede at møde der, men alt det andet. Vi er også så heldige at have haft besøg deroppe fra og endnu et besøg er planlagt. Det er fedt at få lov at holde fast i de gode ting og lade de dårlige fare.

Vi har fået mange flere tilbud i vores hverdag. Den 6-årige går i filmklub en gang om månenden, vi kan cykle rundt, han går til fodbold og spejder og alt er bare lige indenfor kort afstand. Vi havde de samme muligheder før, men de lå inde i Århus = starte bilen og køre afsted = ikke vores 'hood' = ikke møde nogen man kender und so weiter.
Til filmklub i søndags fulgte jeg den 6-årige ind i salen og 3 steder fra blev der råbt hans navn og han blive inviteret til en plads. Udenfor stod 2 af mine veninder, som jeg lige fik en kaffe med. Aaaah, det er sgu da hjem!
Jeg holder af det lokale - Vesterbro var også lokal, meget lokal. Jeg føler jeg får mere af Vesterbro her end i Århus.

Og så stopper vi violinerne og de lyserøde skyer.

torsdag den 15. september 2011

Barcelona

Der var sand, strand, 30 grader, blåt vand, udsigt, drinks, verdens bedste tapas, fantastisk selskab, solskoldet hud, stærke mojitos, smøger, shopping, ol-by, Font Magica (der ikke var så skidemagica alligevel, for den kun er magica tors-søn, og vi var der mandag), Gaudi, Barceloneta (fatter ikke hvorfor det er så fedt at bo ved Rambla'en), sea-food, flere drinks, for mange drinks, svævebane, en højdeskræk der blev væk og ikke er kommet tilbage, fodboldtøj til den 6-årige!

Vi gør det igen til næste år!

tirsdag den 6. september 2011

Det er da lige til at tude over

Altså, klasselærerens indlæg om hvordan det er at være klasselærer og hvilke reflektioner hun gør sig. Her åbnede sluserne sig i hvert fald hos mig i en stor blanding af rørthed, impornerethed og et stort ønske om at hun lige flytter sig en 25-30 km og bliver klasselærer for min 6-årige. Helle, det var et skønt, skønt indlæg!
Også fordi vi har været lidt uheldige med institutioner og personale. Den 6-årige startede i en hel nystartet vuggestue og det tog faktisk et år inden de var helt på plads med værdier, personale, dagligdag og rutiner. I det år nåede samtlige personaler (pånær 2 ud af 25) at blive skiftet ud. Lederen blev sygemeldt og sagt op. Souchefen gjorde det samme. Efter et år kørte det rigtig godt og det var et fantastisk sted.
Da den 6-årige var 3,5 år flyttede vi til Jylland og vi landede et sted uden så meget varme og kærlighed som vi var vant til, hvor jeg hver dag var i tvivl om mit barn var blevet set, hvor de var berøringsangste - både helt konkret og med de svære ting.
Nu er han så startet i skole. Vi fik hende der 0.klasseslæren der har været der en menneskealder. Den lærer som jeg sad og talte med i et frikvarter på 1. skoledag og som min. 4 børn var henne og kramme og være kede af de ikke skulle have i år. Hende der kan skabe ro i 25 krudtmåse med det samme. Hende man kan se har en dyb respekt for børnene. Hende på hvem man allerede 1. skoledag kunne se at hun behandlede børnene forskelligt og lige der hvor de var. Hende der på sådan en fin og diskret måde fik gjort børn og voksne opmærksomme på at min 6-årige var ny i byen. Alt var godt!
Indtil halvanden uge inden i skoleåret, hvor hendes mand får en meget alvorlig diagnose og hun har været sygemeldt siden. Manden dør indenfor 2-3-5 år. Det gør mig så forfærdeligt ondt på deres vegne. De var helt sikkert dem der havde planlagt et rigtig godt otium med selvforkælelse og luksus. Nu bliver det kun hende.
Det gør mig også ondt for den 6-årige, der endu en gang får en hverdag der sejler. I hvert fald lige nu. Øv, det er trist for alle. Men mest for vores kære klasselærer og hendes familie.

torsdag den 1. september 2011

Billund - Vejle tur/retur

Da jeg flyttede til Billund første gang var jeg 14 år. Indtil da havde jeg boet længere ude vestpå, hvor der virkelig er fladt som en pandekage. Det er der også i Billund, men man skal ikke ret langt mod øst og Vejle før det pludselig er bakkedal. Det er en rigtig fin køretur og der er nogle fine ådale og snoede veje. Men det er der da godt nok en motorvej der er ved at gøre kål på. I det fineste område omkring Gødding Mølle er der nu fældet en masse træer og en kæmpestor bro brager igennem området. Jeg synes det er så trist. Heldigvis er Danmark et stort land, så vi har i rå mængder af uopdyrket natur - Nå nej, vi er et ret lille land med ikke særlig meget uberørt natur.
Hvornår holder jyderne op med at be' om en motorvej, hver gang det københavnske kulturliv får tildelt penge?

PS: Hvis man er sådan en der bruger Muskelvarmer-creme fra Sports Care til at smøre på ømme led og muskler ind imellem, så skal man ikke klø sig omkring næsen umiddelbart efter man har smurt sin albue ind. Sådan noget kamfer og menthol er noget krads noget, som vi siger.