onsdag den 20. maj 2009

Tilfredshedsundersøgelse

Århus Kommune afholder tilfredshedsundersøgelse. Med frygt for at være et brokkehoved tilføjede jeg dette indlæg til mine iøvrigt 'utilfredse' afkrydsninger:

"Som det kan tydes af mine besvarelser er vi ikke tilfredse med børnehaven vores søn går i. Vi oplever meget grim tale børnene imellem og mange negative relationer. Vi oplever ligeledes at børnene har en usocial opførsel overfor hinanden. Vi har en fornemmelse af at noget af dette stammer fra den måde de voksne i børnehaven taler til børnene på. Vi savner rummelighed, glæde og positive spiraler, fremfor negative. Børnene medbringer eget legetøj hver dag, som ingen andre må lege med, og de store børnehavebørn bruger meget tid på usocial beskæftigelse med gameboys osv.

Vores dreng kommer fra en inst. på Vesterbro, KBH hvor vi oplevede en meget større rummelighed, voksne som var sammen med børnene, pjattede, var kærlige, havde overskud - det smittede af på børnene og gav en hel hel anden stemning. Her oplever vi næsten at børn er til besvær engang imellem. Skiftet har været svært for vores søn, han er ikke vant til den hårde tone og børn der ikke gider lege. Han er heller ikke vant til at blive kaldt grimme ting, og jeg er som forældre helt uforstående overfor at den slags får lov at foregå. Vi kommer fra en børnehave med plads til alle og har set at det kan fungere og ikke kan undskyldes med børnenes alder. Vi savner i den grad glade børn, der har det godt sammen og sammen med de voksne, det formår vores inst. i Århus kommune desværre ikke at skabe.
Vi har påtalt dette til en forældresamtale, men har ikke oplevet nogen ændring"

Ja, jeg er en utilfreds mokke der burde flytte hjem hvor jeg kommer fra - Jeg kunne ikke være mere enig !

tirsdag den 19. maj 2009

Om savn

Eller om manglende selverkendelse, eller om forsvindende lille dømmekraft, eller om en forkert beslutning.
Overskriften kunne være mange, og jeg ved ikke hvilken en af dem der er sand. I hvert fald ved jeg at en beslutning i efteråret 2008 om at flytte fra KBH til Århus ikke nødvendigvis var den rigtige. Jeg prøver at huske grundende. De var mange. I uprioriteret rækkefølge var det noget med:

1. Mere plads
2. Have
3. Ro
4. Græs til Måsenbassenberg
5. Større udfoldelsesmuligheder til Måsenbassenberg

Ulemperne var og er stadig:

1. Det sociale
2. Familien (altså ikke den del som er kommet tættere på, men den del som er kommet længere væk)

Jeg er fra Jylland, fra et lille provinshul der består af 70'er parcelhuse og sikre skoleveje, og jeg savnede det og ønskede at Måsenbassenberg skulle have den tryghed i sin barndom, fremfor ludere, lommetyve og Bevar Jagtvej 69.
Jeg drømte at vi skulle gå til gymnastik og fodbold og være sammen med de andre fra børnehaven en gang imellem. Intet af det er gået i opfyldelse.

Jeg har glemt mange ting. Jeg har glemt følelsen af hvordan det er at blive holdt nede, fordi man stikker næsen for langt frem. Jeg har også glemt følelsen af at blive rettet på eller følelsen af at blive kigget skævt til.
Jeg havde også glemt følelsen af at have nok i sig selv og at mene at de fleste udefra var noget værre noget, sådan har jeg vist også selv tænkt engang.
Jeg har glemt at relationer kunne være negative og 'i-bås-sættende' og jeg har glemt at gode idéer kan skydes til jorden urimeligt hurtigt.
Jeg troede måske det var noget der hørte ungdommens usikkerhed til, og havde ikke forbundet det med jyden.

Men det er kommet tilbage. Børnene i Måsens børnehave er triste og sure. De siger ikke hej, de siger: 'Du lugter af lort'. De leger heller ikke sammen, de går rundt med hver sit stykke legetøj, de har haft med hjemmefra og som ingen andre må lege med. De andre forældre siger: 'Få nu de sko på eller du kan få en i røven'. Og Måsen spurgte mig den anden dag om han også ville blive slået i røven.
Jeg synes det gør ondt.

Jeg sidder i min egen have alene, og savner de forældre jeg før gik på legepladsen med. Jeg savner at nogen har brug for mig, jeg savner at alle ikke er selvforsynede med venner, bedsteforældre og liv. Jeg savner en berigende relation med mennesker der ligner mig selv eller er forskellig fra mig på en 'jeg kan lære noget og blive klogere'-måde. Men jeg ved ikke hvor jeg skal finde dem!

Jeg savner at kunne rykke min familie op igen og tage hjem! Jeg anede ikke at KBH og kulturen og mentaliteten var groet så meget ind under huden på mig. Jeg tog for givet at dansken ville ligne sig selv på hver side af bæltet.

Jeg ville ønske at nogen havde fortalt mig det her (eller at jeg havde lyttet på de som virkelig forsøgte - Undskyld alle mine fornuftige veninder!)
Jeg håber at jeg er blevet bedre til at vide hvad jeg vil og hvad der har værdi for mig.

Jeg har lige haft følgende sms-korrespondance med min kærestes gode ven, som har fødselsdag i dag:

Mig: Kære M, tillykke med i dag, håber den er god :)
M: Tak, det var godt husket. Skal vi snart flytte til Helsingør?
Mig: Jeg vil gerne flytte hvorsomhelst, bare I er der.
M: Det synes vi er sødt!

Det er det, det handler om. Jeg vil være omgivet af mennesker der gør mig glad og tilfreds, der får mig til at udvikle mig, fremfor at afvikle mig eller indvikle mig. At gøre ting sammen og have brug for hinanden, praktisk og socialt.

Og da jeg i fredags var i byen i KBH og mødte Måsens gamle pædagogmedhjælper og græd som pisket over at se hende og savne hende, vidste jeg godt at det ikke kun skyldes antallet af Mojitos jeg havde kylet i halsen dén aften.
Gad vide hvad hun iøvrigt tænker om en 'supposed to be' ansvarsfuld moder der står på Sam's Bar i Indre by og er ude af stand til at svare på spørgsmål om hvordan det går, fordi hun hikster.

Taber I nogensinde creme?

Taber I nogensinde creme? Nej vel, jeg har aldrig tabt creme før - før nu altså. I det øjeblik jeg konstaterede at ferskenhud var på retur til fordel for tørret sveskehud, besluttede jeg at sætte ind, benhårdt! Og derfor koster ansigtscreme nu 500 kr pr. bøtte, så sygt. Og efter prisen steg pr. bøtte taber jeg nu creme. Den sidste dåse røg på gulvet og intet kunne reddes, og der var ca. halvdelen tilbage, altså 250 kr. for at smide en dåse på gulvet.
I lørdags skete det så igen. Dåse afstøder creme inden jeg er helt klar og min. 2 ugers forbrug af creme ligger nu på håndklæde, seng og gulv, but why?
Er det Estee Lauders forsøg på at sælge mig mere, altså glatte dåser eller levende creme? Man skal ikke græde over spildt creme - det gør jeg faneme heller ikke, jeg bliver ærgerlig og virkelig irriteret!

søndag den 17. maj 2009

DSB Dagligstue.

Jeg rejser alt for meget med tog i mit arbejde, alt alt for meget. Faktisk så meget at jeg ikke rigtig gider privat, men i fredags blev jeg lidt nødt til det. Jeg skulle til København uden Søens Folk og Måsenbassenberg, så toget var billigste og nemmeste løsning. Iøvrigt forventede jeg en langtidsholdbar promille fredag aften, og sådan nogle er ikke altid gode at køre bil på allerede lørdag formiddag.
Forkælet som jeg er på jobbet rejser jeg altid på DSB 1', og da jeg ikke bryder mig om sådan at rejse dårligere end jeg plejer, rejser jeg også på DSB 1' hjem fra KBH lørdag formiddag - i naiv forvisning om at jeg får hele togvognen for mig selv. HAHA!

Jeg indtager ene vinduesplads rundt om et bord med plads til 4. Kort før afgang kommer et trindt ægtepar på ca. 50 år, der havde samme endestation som jeg. De pakker lige deres køleskab op på bordet - vupti, så var der flute, salat og k-salat überalles, og afkølet hvidvin i papbægre; Skål på en god rejse, lillemor! De ænsede ikke andre end dem selv, og talte og spiste som sad de derhjemme.

Et øjeblik efter træder en høj og slank, pæn mand ind og indtager sidste ledige plads rundt om bord til 4. Han ligner ved første øjekast en alm. pæn mand, der danser godt. Åbenbart har han danset hele natten og mistet sit dankort. Han starter i hvert fald med at ringe til PBS og spærre det og kommer med en lang historie om hans nat - Meget, meget mere end jeg havde lyst til at vide om 50 årig, tidligere pæn mand.
Det ender med at det trinde ægtepar flytter deres samtalekøkken over til 2 andre ledige sæder og tidligere pæn mand falder i søvn med maveskindet fremme og lynlåsen åben! Der var langt fra København til Skanderborg i lørdags.

Jeg forstår ikke altid andre mennesker opførsel i det offentlige rum. Og jeg synes mine grænser for hvad jeg behøver at se, vide og høre om andre blev overskredet mange gange. Jeg havde det som om jeg var en flue på væggen i deres dagligstue, og at de ville smække mig med en sammenrullet avis, hvis de opdagede hvad jeg vidste om dem. Men jeg var ikke i deres dagligstue, det var dem som var i et tog, og det var mig der burde have smækket dem med en sammerullet avis!

fredag den 15. maj 2009

Midt i en fyringstid

er jeg så priviligeret at have fået lov til at beholde mit job. Det er jeg meget taknemmelig for og vil straks kvittere med rent faktisk at passe selvsamme job.
Skal hilse fra mavefornemmelsen og sige at det ikke er behageligt at sidde i 2 timer og vente på om man er den næste.
Hvad der føltes som et rent slagtehus var opsigelsen af 3 kolleger ud af 35.

Udover at jeg naturligvis er rigtig glad for at det ikke blev mig, så undrer det mig også en lille smule. Især fordi jeg havde følgende tankerække i kantinen i dag, da jeg betaler 14 kr for min mad med en 20'er:

.oO Cool, det bliver lige 7 kr, og jeg giver en 10'er, så er der 3 kroner tilbage, som en dåsesodavand nede på kontoret koster'

Først da jeg står og skal betale for sodavanden, går det op for mig at jeg betalte 14 kr og ikke 7 kr, og at jeg betalte med en 20'er og ikke en 10'er. Og af selvsamme grunde har jeg ikke 3 kr i et lige beløb i min pung.
Aner ikke om jeg skal kontakte min gamle regnelærer eller demensforeningen!

tirsdag den 12. maj 2009

Mødeindkaldelser med mødepligt! - fra arbejdsgiver...

Punkt 1. Dem kan vi ikke li'
Punkt 2. Dem kan vi ikke li'
Punkt 3. Dem kan vi ikke li'

Det er ikke fordi de giver grimme mindelser fra gymnasietiden om mødepligt til undervisningen, som igen giver mindelser om fraværsprocenten - et pædagogisk udemærket værktøj at lære procentregning med. Således kunne jeg gå lige til kanten i samtlige fag, uden dog at overskride de famøse 15 %.

Det er heller ikke fordi at ordet 'mødepligt' giver mig oprørstrang eller pirrer mine rebelske tendenser, ej heller føler jeg det som en begrænsning i min personlige firhed. Jeg har solgt min sjæl til min arbejdsgiver 37 timer om ugen, og selv om jeg er bagudlønnet kan jeg vist ikke nægte at komme til et møde med mødepligt.
Nej, problemet er meget større end det. Problemet med dette møde som finder sted på torsdag er kombinationen af flere ting. Jeg nævner i flæng:

- Nylig omstrukturering af vores organisation
- Ny leder
- Vi er en Jyllandsafdeling og en Københavnerafdeling og mødet afholdes synkront på begge lokationer (ingen kan lække følsom information på tværs af bæltet)
- Jeg er ansat i en virksomhed som har lovet os at skære 10 % af medarbejderstaben væk hvert år
- De har endnu ikke skåret i min afdeling
- Vi plejer ikke at have specificeret mødepligt i vores mødeindkaldelser

Jeg synes det lugter af personale-reduceringer, som de kalder det. Altså fyringer, som jeg kalder det.

Indtager Nato-stilling (I bedste Anders Fogh stil) og afventer torsdag. Forventer jeg er i stand til at rejse mig og arbejde videre omkring frokost.

Veksler mellem: 'De kan seriøst ikke fyre mig, min leder har lige godkendt et kursus til mig der starter til juni, det er mig der trækker det store læs i den virksomhed, og jeg underviser ret meget, og hvem i alveden kan de ellers sætte til det?' og 'Jeg sidder geografisk isoleret fra min gruppe, jeg kan ingenting og bidrager sjældent med noget brugbart, faktisk fiser jeg bare husleje af - Jeg er nok arbejdsløs fra på torsdag'

Helt objektivt er der mange der skal fyres før mig, hvis chefen ønsker at stå tilbage med det bedste hold - jeg er bare alt for beskeden til at føle mig mere end 60 % sikker.


mandag den 11. maj 2009

En ud af munden oplevelse

En 'ud af munden oplevelse' blev jeg rigere i dag. Min tandlæge blev en 'ind i øjet oplevelse' rigere. Det er underligt at spytte en mand i øjet få minutter efter man har hilst på ham første gang.
Jeg går ud fra han er vant til det - han brokkede sig i hvert fald ikke. Og i mens havde jeg tid til at fundere over intimiteten i et tandlægebesøg.
Han fik direkte adgang til min manglende brug af tandtråd, dårligt plukkede øjenbryn og lidt halvkedelig ansigtshud der kunne trænge til en 'facial', sad han også på første parket til. Jeg fik tilgengæld fornøjelsen af hans plasticbeklædte fingre i min mund, og så stod vi måske lige.

søndag den 10. maj 2009

I en alt for stor seng

Kom til at rive min stakkels (dengang 3-årige) op med rode i oktober måned 2008. Flyttede ham fra trygge og velkendte KBH, hvor han færdedes rundt og var streetwise, som kun en indfødt kan være det. Hvor han 'rulede' på Rød Stue og hvor Rød Stue var så langt inde under huden på ham, som den kun kan være når man elsker et sted, så højt som han gjorde.
Nu bor vi i Provinsforstad, nær Århus og verden er vendt på hovedet. Alt det vi troede vi vidste, vidste vi ikke alligevel, og der er ikke meget street-credibility til den nu 4-årige. Det er en lang historie og det har affødt mange tanker, hos mig og hos Søens Folk, som er far til den 4-årige.
Mindstemanden har derfor fået lov til at sove i smørhul de seneste 4 mdr., han har haft behovet og vi har haft lysten og det er sådan en sød og blød kombination. Lugten af tisseble, mens man bliver sparket i maven - det fåes ikke bedre. Indtil i går, da den 4-årige sagde: 'Far, gå nedenunder nu - jeg sover i min egen seng' - og det gjorde han og det var godt. Faktisk var det godt helt indtil moren skulle i seng, for der var noget tomt. I stedet for blød barnenumse mast op i ansigtet sad jeg nu der i sengen med en Mac på skødet og skrev sådan her:

Min lillebittebabydreng på 4 år er blevet puttet i og har sovet i vores seng de seneste 4-5 mdr, fast hver aften....Og så i aften insisterer han på at sove i sin egen seng - jeg overvejer at gå ind og hente ham - her er jo alt for tomt!
Han har sovet hos os pga. et bøh-skift der ikke er gået så godt, og han har søgt trygheden og fået den. Og måske er han en glad og tryg dreng igen. Putningen er foregået sådan at ham og far har læst godnathistorie og er faldet i søvn sammen kl 1930, og far er så stået op efter et par timer, helt rundt på gulvet.
Her til aften sagde den lillebittebabydreng på 4 år så: Far, du skal gå nedenunder og jeg går ind i min egen seng og sover. Og det gjorde han så!
Jeg kunne også bare hoste meget højt, meget længe?

Jeg må være verdens heldigste mor, for da kl. blev 3 hørte jeg meget små skridt på gangen udenfor soveværelset, og vi sov så godt resten af natten.
Og jeg tænkte at det er vigtigt at stopfodre de børn med nærhed og tryghed. Jeg tænkte også at det er vigtigt at jeg får min egen 'nærhedskonto' fyldt godt på til dårligere tider. De tider hvor 'Mor er åndsvag' og de tider hvor den 4-årige er blevet til den 12-årige og jeg ikke så godt kan begrave min næse i hans fødder, bare fordi de dufter så lækre og lidt syrlige. Og til de tider hvor det ikke længere er i orden at lave pruttelyde på hans bløde numse - det vil se skidt ud til hans bryllup og jeg kunne risikere at blive stemplet som en af de her omklamrende sønnemødre - og vil jeg det?