For første gang oplever jeg nu det omvendte. At jeg stiller spørgsmål ved om det simpelthen er mig der har fejlvurderet en veninde. Det nye bekendtskab er ganske forfærdeligt på alle leder og kanter. Og jeg magter det ikke. Heller ikke når jeg samler al min rummelighed, åbenhed, overskud osv - Nej, de fremstår stadig lige dumme, uvidende, stædige, urimelige, egoistiske og uforstandige. Jeg nærmer mig 40 år - livet er for kort til den slags. Så mens min veninde dyrker noget der minder om 'Slyngveninde', undrer jeg mig langt ind i mit inderste og kan ikke gennemskue hvilke mekanismer der er på spil.
Det nye bekendtskab står for alt hvad jeg ikke står for og jeg er egentlig kun nødt til at forholde mig til dem, fordi vi har børn på samme årgang i en lille by. Ellers ville det være mennesker jeg aldrig ville møde. Vi færdes ikke samme steder, interesserer os ikke for det samme. De synes at god humor er: 'Det kan godt være jeg har en lille pik, men jeg har en tunge som en schäfer', og brok brok brok er deres yndlingssamtaleemne. Jeg magter det ikke!
Jeg må have fejlvurderet min veninde.