Jan Boye er død

49 år gammel, eller 49 år ung. Jeg kendte ham ikke, men jeg har boet i Odense i mange år og han var et kendt ansigt på Fyn. En engageret mand, i politik og i håndbold og i lægegerningen. Hvor overskud, hvor ressourcestærkt.
Jeg har set ham i levende live en enkelt gang, til en Nephew-koncert for halvandet år siden. En pæn mand med en smuk kone. En glad familie, overskudsramt.
Han døde af en hjerneblødning, sådan en af dem der rammer pludseligt og uden hensyntagen til alder og andre livsfaktorer.
Mænd på 49 år og damer på 49 år dør hver dag, også af hjerneblødninger, faktisk er det en alt for almindelig og udbredt sygdom. Jan Boyes ramte mig lidt ekstra hårdt og jeg har fulgt de offentlige opdateringer lidt tættere og lidt mre end jeg ellers plejer at dyrke sygdom og død.
Han blev indlagt på landets bedste hospital med landets klogeste hoveder. Senere blev han overflyttet til OUH, hvor de også er ret gode til det med hovederne. Både til at have nogle af landets klogeste hoveder, men også til at fikse hoveder der er gået i stykker. Men ikke Jans. Heller ikke min fars. Han døde af en hjerneblødning, da han var 42. Sådan en af dem der rammer pludseligt og uden hensyntagen til alder og andre livsfaktorer. Han døde på OUH, sikkert på samme afdeling. Jeg har været der en gang siden. En kær veninde blev indlagt der med en hjerneblødning, hun har det godt. Da den næste kære veninde blev indlagt samme sted med en hjerneblødning nåede jeg ikke på besøg, for hun kom hjem inden. Det er en total nederen sygdom!
Jeg husker at jeg tænkte at når min far ikke kunne overleve, hvordan skulle jeg så kunne? Jeg får lidt samme tanke med Jan. Forholdvis ung, sikkert sund, sikkert veltrænet, skarp, glad - Hvis ikke han kan overleve, hvad er det så man jeg kan gøre for at sikre mig et langt liv? Jaja, jeg kan nu godt komme på et par ting. Men altså, hvis jeg nu gjorde de ting, så er der jo ingen garanti alligevel.
Det med at der ikke er nogen garanti, det ved jeg godt. Jeg ved også godt at jeg ikke kommer herfra i live. Jeg gider bare ikke blive mindet om det, og når Jan dør - så bliver jeg mindet om det i alt for kraftig grad. Fordi det kommer så tæt på, fordi det ligner, fordi!
Da min far døde sagde de fleste: 'Det var alt for tidligt, 42 er ingen alder'. Jeg tænkte: Aaah, 42, det er da ikke så ungt igen. Sjovt som ting kommer i perspektiv nu hvor jeg selv er fyldt 38, Skibsrederen er fyldt 40 og mange af vores venner er både 42 og 44 år. Det ville være alt for tidligt, og det ville være alt for tidligt min. 30-35 år endnu.
Min alder og min livserfaring betyder også at jeg ved præcist hvad ordene: 'Du kommer igennem det, men ikke over det' betyder. Og det er ganske rigtigt. Jeg er glad for at være igennem det, og jeg ønsker ikke at komme over det. Det har fundet sig et fint niveau, hvor jeg både husker det gode og det dårlige og hvor jeg tror jeg ser historien som den er og som jeg oplevede den.