Kære jer

Altså, kære alle jer, der mener det så godt og har gode ideer til hvor i verden vi skal bo. I skal holde op med at lokke - lige nu! For vi kan slet ikke styre det og er helt ude af stand til at træffe en selvstændig beslutning.
Vi bor jo her, i en soveby tæt på Århus. Og det er en soveby, vi har en brugsen og en fakta - det er det. 2 små skoler, en nedslidt hal og intet andet. Her sker ikke noget lokalt. Ingen torvedag, intet juleoptog, ingen byfest, ingen lokalforeninger - altså sådan set ingenting. Ingen naturlige samlingspunkter, ikke noget at mødes om.
Her er heller ingen herlighed, vi er ikke tæt på vand eller skov, ej heller på by. Stedet udemærker sig primært ved at have en del industri og være placeret tæt på motorvejen.
Vi kom hertil for 2.5 år siden og vi kendte ingen - ingen. Det har været helt forfra. Vi har mødt nogle søde mennesker, som vi ser ind imellem. Vi ser dem mest på fodboldbanen, ind imellem til en middag eller en legeaftale med kaffe (altså legeaftale børnene imellem) Er det nok?
Vi har en stor vennekreds, de bor bare ikke i nærheden af os. Vi har også en stor dejlig familie, de bor heller ikke i nærheden af os. Det der holder os her er den 6-årige, som er glad og trives her. Er det nok? Bør vi stille os tilfredse med det? For kan han ikke trives et andet sted, hvor vi også trives?
En helt anden ting er huspriserne. For 2.2 mill får man her 140m2, bygget i 1980 og ikke rørt siden. Dvs. noget med brunt i brunt, med brunt på og brunt til. Det er en hovedrenovering, inden vi har lyst til at bo i det.
Skal vi have noget nogenlunde indflytningsklart er prisen 3.2 mill. Det kan vi godt, men så er der rigtig mange andre ting vi ikke kan. Gode ferie, god mad, oplevelsesture, lækre møbler osv - ting som vi sætter pris på.
Vi valgte til dels at flytte herover for at få et, for os, dejligt sted at bo. Det har vi ikke fået og umiddelbart har vi lige nu svært ved at se mulighederne for det.

Nå, men det var så helt forsvarstalen, nu nærmer vi os en pointe. Jeg er opvokset i en provinsby ikke så langt fra Vejle. En stor turistby pga. et lille land med små klodser. Jeg har altid lovet mig selv at jeg ikke skulle tilbage dertil, meeeeen - En veninde såede et lille frø i går og foreslog os at komme tilbage. Skibsrederen er med på ideen. Han kommer til at være rigtig, rigtig meget væk hjemmefra fra 1. september og vil elske at kunne komme i lufthavnen på 5 minutter. Vi kan få et stort og fedt hus for under 2 mill, på en stor grund - ligesom vi ønsker det. Byen har alt det vi savner og jeg har et netværk der, på forhånd. Vi har også en mormor, som elsker at være sammen med sit barnebarn.

Vi kan få et godt hjem, uden at blive flået. Vi får netværk, der sker noget i byen. What's not to like?

Fornemmelsen i maven lige nu siger: 'Hvorfor fanden gjorde vi ikke det fra starten af?' Jeg kender godt svaret. Jeg var ikke klar, det har været en proces at nå hertil.

Eneste og største overvindelse er flytning af mit dyrebareste lille væsen - det kommer til at gøre ondt, på mig. Jeg tror faktisk nok han skal klare det.

Hvad fanden gør vi?