torsdag den 22. juli 2010

Stram op og blog!

Jeg lyver ikke når jeg siger at jeg tænker på bloggen dagligt. Jeg tænker på den hver gang jeg læser med hos alle jer andre. Jeg tænker også på den når jeg oplever noget 'indlægs-relevant'. Men sætter mig nej og skriver? Neeeej - det gør jeg ikke. Og det gør jeg så nu!

Ham her skriver en hel masse om det her. Helt forenkelt så handler det om at man skal gøre opmærksom på hvad man har behov for. Det gælder vist alt fra brugte fliser til kram fra kæresten eller en ny bil. Han har i hvert fald haft stor succes med det.
Jeg og mine 253 BFFF(Best FacebooksFriendsForever) praktiserer det en hel masse. Jeg har selv jævnligt lavet statusopdateringer ala: 'Skal til KBH næste weekend, nogen der har en lejlighed der skal passes, blomster der skal vandes, hunde der skal luftes, så sig til' Det gav gratis overnatning på Nørrebro en hel weekend. Lige nu er min statusopdatering: 'Nogen der kender nogen der har et feriehus i Bretagne/Normandiet eller ved hvor det er godt at leje et?' Indtil videre har det godt nok ikke kastet et feriehus af sig, men vi har også først ferie fra i morgen eftermiddag kl 15.30, så vi når det nok.
Og en statusopdatering der hed: 'Kommer der snart en voksen og gør rent hos mig?' gav lige en rengøringskone i et par måneder - Se, det er sådan noget der tæller!

Jeg tænker om der også findes 'regler' for at man skal sige til når man har overskud. Jeg mener, hvis vi alle render rundt og gør opmærksom på det vi gerne vil have, kunne man forvente at det ville give lidt slagside på et tidspunkt. Så jeg stemmer for at man også råber op, når man har overskud.
Det har jeg selv gjort i den forgangne uge ved at kontakte en fyr, jeg faktisk ikke kender (Jeg kender nogen som at der kender ham, og det må være lige så godt) Jeg kontaktede ham fordi jeg tror han har et job, han ikke er så glad for og fordi jeg ved der nok kommer en ledig stilling i min afdeling. Det kunne være der kunne opstå synkronitet der.

Og nu til noget helt andet. Har I set det her arrangement? Bloggere på Himmelbjerget

Det kunne jeg muligvis og måske godt tænke mig at være med til. Men jeg kender ingen her i Bloglang, som i i.n.g.e.n. Så hvis nogen kunne tænke sig at følges eller lave en aftale om at mødes, så er jeg frisk. Jeg tror også det kunne fremme integrationsprocessen, altså min - ved ikke om I har issues i den retning?

Om mindre end et døgn står den på 3 ugers veltiltrængt, længe ventet og helt velfortjente ferie, ferie, ferie! Først skal jeg dog lige runde 37 år - gisp. Jeg føler mig stadig som en på 27, og har en musiksmag som en på 17. Yay!