Meget mærkelig mandag

Som vist egentlig startede meget godt og så gik det ned ad bakke.

Jeg hørte ikke fra jobsamtalen jeg var afsted på i sidste uge. De sagde at jeg ville høre fredag eller mandag. Fredag ringede de, og spurgte om det var ok de ringede til mine personlige referencer. Lige dér, midt i samtalen gik det op for mig, at jeg ikke havde fået sagt til dem at jeg er fritstillet - pokkers!
Jeg følte pludselig at jeg havde ført dem bag lyset. Oveni det har jeg en aftale med mine referencer om at jeg  briefter dem inden de kan regne med at blive kontaktet, og det udbad jeg mig lige 5 minutter til at gøre.
Alt i alt fremstod jeg hamrende utroværdig i den samtale på 5 fucking minutter fredag eftermiddag, hvor jeg endda kørte i motorvejstrafik - trafuck! Jeg er så ærgerlig. Seneste update er dog at de har sendt en mail om at deres evaluering trækker ud til slutningen af næste uge. Åh, for fanden - hvor er det lang tid at vente.

I går var også dagen hvor vi skulle til info-møde i den 6-åriges kommende sfo. Lige inden vi skal ud af døren vil Skibsrederen lige snitte nogle rabarber til noget marmeladesnusk. Jeg troede han bare snittede, men nej. Han satte det over og skruede op på 9 og gik til møde på skolen. En times tid senere fik jeg denne sms fra vores nabo:
Jeres røgalarm er gået. Der stod en gryde på 9 og røg i hele huset. Gryden står i haven og alle jeres vinduer har jeg åbnet. Ingen fare mere!

Hold.Nu.Kæft! Ingen af os er alligevel gamle nok til at være flyttet hjemmefra. Rarbarber kogt i en time bliver noget så forkullede. Desværre nåede jeg ikke at tage billeder af gryde + kul. Tilgengæld stinker hele huset endnu.

Og sidste fadæse i går spændte af i musiklokalet på skolen, med en af fædrene fra den 6-åriges kommende klasse. Vi står i musiklokalet og jeg står i en klynge med nogle mødre + fædre jeg kender i forvejen. Vi står og griner lidt af rabarberhistorien. Skibsrederen sætter sig op til trommesættet og piller lidt ved hi-hatten. Jeg siger noget med: 'Pas nu på du ikke får ødelagt mere i dag' og så griner vi - hahahah. Men så går det skidt derfra.

En far henvender sig til mig: Nåååe, han har måske damp?
Og mig, der er al min forvirring over rabarber osv har glemt at jyden ikke har så meget selvironi og humør svarer: Ja, haha!
En far: Det har jeg nemlig også
Mig, der endnu ikke fatter en skid: Nå, ja der kan man bare se
En far: Jeg var også altid urolig i skolen og skulle pille ved alt og havde det svært
Mig, der måske er ved at fatte noget: Øh, ja - det lyder da ikke så rart.
En far: Får han medicin?
Mig, der nu er ret sikre på vi ikke joker: Nej
En far: Jeg får amfetamin
Mig, der virkelig er på herrens mark: Ja, det har jo modsat virkning
En far: Ja, og vi er flere i familien der har det

Så, et eller andet sted derude går en far rundt og måske glæder sig over at han ikke er den eneste med voksendamp i klassen. Vi bor i en lille by, jeg er spændt på hvornår rygtet om at den 6-åriges far har damp når os.

Skibsrederen er glad for at der nu findes en plausibel forklaring overfor de andre forældre på hans tiltider aparte opførsel. Vi griner af det endnu.

Og bare lige for god ordens skyld, så har jeg intet imod børn eller voksne med damp eller ligende sygdomme. Jeg har lidt imod min egen evne til at misforstå alt og tro at alt er en joke.