onsdag den 20. maj 2009

Tilfredshedsundersøgelse

Århus Kommune afholder tilfredshedsundersøgelse. Med frygt for at være et brokkehoved tilføjede jeg dette indlæg til mine iøvrigt 'utilfredse' afkrydsninger:

"Som det kan tydes af mine besvarelser er vi ikke tilfredse med børnehaven vores søn går i. Vi oplever meget grim tale børnene imellem og mange negative relationer. Vi oplever ligeledes at børnene har en usocial opførsel overfor hinanden. Vi har en fornemmelse af at noget af dette stammer fra den måde de voksne i børnehaven taler til børnene på. Vi savner rummelighed, glæde og positive spiraler, fremfor negative. Børnene medbringer eget legetøj hver dag, som ingen andre må lege med, og de store børnehavebørn bruger meget tid på usocial beskæftigelse med gameboys osv.

Vores dreng kommer fra en inst. på Vesterbro, KBH hvor vi oplevede en meget større rummelighed, voksne som var sammen med børnene, pjattede, var kærlige, havde overskud - det smittede af på børnene og gav en hel hel anden stemning. Her oplever vi næsten at børn er til besvær engang imellem. Skiftet har været svært for vores søn, han er ikke vant til den hårde tone og børn der ikke gider lege. Han er heller ikke vant til at blive kaldt grimme ting, og jeg er som forældre helt uforstående overfor at den slags får lov at foregå. Vi kommer fra en børnehave med plads til alle og har set at det kan fungere og ikke kan undskyldes med børnenes alder. Vi savner i den grad glade børn, der har det godt sammen og sammen med de voksne, det formår vores inst. i Århus kommune desværre ikke at skabe.
Vi har påtalt dette til en forældresamtale, men har ikke oplevet nogen ændring"

Ja, jeg er en utilfreds mokke der burde flytte hjem hvor jeg kommer fra - Jeg kunne ikke være mere enig !

Ingen kommentarer:

Send en kommentar