Om savn

Eller om manglende selverkendelse, eller om forsvindende lille dømmekraft, eller om en forkert beslutning.
Overskriften kunne være mange, og jeg ved ikke hvilken en af dem der er sand. I hvert fald ved jeg at en beslutning i efteråret 2008 om at flytte fra KBH til Århus ikke nødvendigvis var den rigtige. Jeg prøver at huske grundende. De var mange. I uprioriteret rækkefølge var det noget med:

1. Mere plads
2. Have
3. Ro
4. Græs til Måsenbassenberg
5. Større udfoldelsesmuligheder til Måsenbassenberg

Ulemperne var og er stadig:

1. Det sociale
2. Familien (altså ikke den del som er kommet tættere på, men den del som er kommet længere væk)

Jeg er fra Jylland, fra et lille provinshul der består af 70'er parcelhuse og sikre skoleveje, og jeg savnede det og ønskede at Måsenbassenberg skulle have den tryghed i sin barndom, fremfor ludere, lommetyve og Bevar Jagtvej 69.
Jeg drømte at vi skulle gå til gymnastik og fodbold og være sammen med de andre fra børnehaven en gang imellem. Intet af det er gået i opfyldelse.

Jeg har glemt mange ting. Jeg har glemt følelsen af hvordan det er at blive holdt nede, fordi man stikker næsen for langt frem. Jeg har også glemt følelsen af at blive rettet på eller følelsen af at blive kigget skævt til.
Jeg havde også glemt følelsen af at have nok i sig selv og at mene at de fleste udefra var noget værre noget, sådan har jeg vist også selv tænkt engang.
Jeg har glemt at relationer kunne være negative og 'i-bås-sættende' og jeg har glemt at gode idéer kan skydes til jorden urimeligt hurtigt.
Jeg troede måske det var noget der hørte ungdommens usikkerhed til, og havde ikke forbundet det med jyden.

Men det er kommet tilbage. Børnene i Måsens børnehave er triste og sure. De siger ikke hej, de siger: 'Du lugter af lort'. De leger heller ikke sammen, de går rundt med hver sit stykke legetøj, de har haft med hjemmefra og som ingen andre må lege med. De andre forældre siger: 'Få nu de sko på eller du kan få en i røven'. Og Måsen spurgte mig den anden dag om han også ville blive slået i røven.
Jeg synes det gør ondt.

Jeg sidder i min egen have alene, og savner de forældre jeg før gik på legepladsen med. Jeg savner at nogen har brug for mig, jeg savner at alle ikke er selvforsynede med venner, bedsteforældre og liv. Jeg savner en berigende relation med mennesker der ligner mig selv eller er forskellig fra mig på en 'jeg kan lære noget og blive klogere'-måde. Men jeg ved ikke hvor jeg skal finde dem!

Jeg savner at kunne rykke min familie op igen og tage hjem! Jeg anede ikke at KBH og kulturen og mentaliteten var groet så meget ind under huden på mig. Jeg tog for givet at dansken ville ligne sig selv på hver side af bæltet.

Jeg ville ønske at nogen havde fortalt mig det her (eller at jeg havde lyttet på de som virkelig forsøgte - Undskyld alle mine fornuftige veninder!)
Jeg håber at jeg er blevet bedre til at vide hvad jeg vil og hvad der har værdi for mig.

Jeg har lige haft følgende sms-korrespondance med min kærestes gode ven, som har fødselsdag i dag:

Mig: Kære M, tillykke med i dag, håber den er god :)
M: Tak, det var godt husket. Skal vi snart flytte til Helsingør?
Mig: Jeg vil gerne flytte hvorsomhelst, bare I er der.
M: Det synes vi er sødt!

Det er det, det handler om. Jeg vil være omgivet af mennesker der gør mig glad og tilfreds, der får mig til at udvikle mig, fremfor at afvikle mig eller indvikle mig. At gøre ting sammen og have brug for hinanden, praktisk og socialt.

Og da jeg i fredags var i byen i KBH og mødte Måsens gamle pædagogmedhjælper og græd som pisket over at se hende og savne hende, vidste jeg godt at det ikke kun skyldes antallet af Mojitos jeg havde kylet i halsen dén aften.
Gad vide hvad hun iøvrigt tænker om en 'supposed to be' ansvarsfuld moder der står på Sam's Bar i Indre by og er ude af stand til at svare på spørgsmål om hvordan det går, fordi hun hikster.