I en alt for stor seng

Kom til at rive min stakkels (dengang 3-årige) op med rode i oktober måned 2008. Flyttede ham fra trygge og velkendte KBH, hvor han færdedes rundt og var streetwise, som kun en indfødt kan være det. Hvor han 'rulede' på Rød Stue og hvor Rød Stue var så langt inde under huden på ham, som den kun kan være når man elsker et sted, så højt som han gjorde.
Nu bor vi i Provinsforstad, nær Århus og verden er vendt på hovedet. Alt det vi troede vi vidste, vidste vi ikke alligevel, og der er ikke meget street-credibility til den nu 4-årige. Det er en lang historie og det har affødt mange tanker, hos mig og hos Søens Folk, som er far til den 4-årige.
Mindstemanden har derfor fået lov til at sove i smørhul de seneste 4 mdr., han har haft behovet og vi har haft lysten og det er sådan en sød og blød kombination. Lugten af tisseble, mens man bliver sparket i maven - det fåes ikke bedre. Indtil i går, da den 4-årige sagde: 'Far, gå nedenunder nu - jeg sover i min egen seng' - og det gjorde han og det var godt. Faktisk var det godt helt indtil moren skulle i seng, for der var noget tomt. I stedet for blød barnenumse mast op i ansigtet sad jeg nu der i sengen med en Mac på skødet og skrev sådan her:

Min lillebittebabydreng på 4 år er blevet puttet i og har sovet i vores seng de seneste 4-5 mdr, fast hver aften....Og så i aften insisterer han på at sove i sin egen seng - jeg overvejer at gå ind og hente ham - her er jo alt for tomt!
Han har sovet hos os pga. et bøh-skift der ikke er gået så godt, og han har søgt trygheden og fået den. Og måske er han en glad og tryg dreng igen. Putningen er foregået sådan at ham og far har læst godnathistorie og er faldet i søvn sammen kl 1930, og far er så stået op efter et par timer, helt rundt på gulvet.
Her til aften sagde den lillebittebabydreng på 4 år så: Far, du skal gå nedenunder og jeg går ind i min egen seng og sover. Og det gjorde han så!
Jeg kunne også bare hoste meget højt, meget længe?

Jeg må være verdens heldigste mor, for da kl. blev 3 hørte jeg meget små skridt på gangen udenfor soveværelset, og vi sov så godt resten af natten.
Og jeg tænkte at det er vigtigt at stopfodre de børn med nærhed og tryghed. Jeg tænkte også at det er vigtigt at jeg får min egen 'nærhedskonto' fyldt godt på til dårligere tider. De tider hvor 'Mor er åndsvag' og de tider hvor den 4-årige er blevet til den 12-årige og jeg ikke så godt kan begrave min næse i hans fødder, bare fordi de dufter så lækre og lidt syrlige. Og til de tider hvor det ikke længere er i orden at lave pruttelyde på hans bløde numse - det vil se skidt ud til hans bryllup og jeg kunne risikere at blive stemplet som en af de her omklamrende sønnemødre - og vil jeg det?