Det vi siger!

Lad mig sige det med det samme. Jeg er ikke til floskler og klicheer. Jeg er ikke til store ord og bla-bla. Jeg er heller ikke en hel masse til føle-føle.
For nogle måneder siden var jeg mildest talt ikke på toppen. En dag besøgte jeg en bekendt jeg har. Jeg skulle låne noget af hende. Jeg har efterfølgende gennemskuet at hun er en af dem der tænder på tristhed. Anyway, hun spurgte hvordan det gik og sluserne åbnede sig. Det startede en lang monolog fra hende, som jeg forsøger at sammenfatte her: Du er god nok som du er, du skal elske dig selv, din familie elsker dig - osv! Og det ikke fordi hun ikke har ret, men jeg.har.det.virkelig.svært.med.sådan.noget. Det var en grænseoverskridende oplevelse. 
Forud for denne her begivenhed var et forløb, hvor vi havde set hinanden et par gange, spist sammen osv. Jeg følte det indvaderende, jeg følte jeg blev lidt suget ind i noget jeg egentlig ikke ville, uden jeg helt kunne sige hvorfor. Vi er forskellige - men jeg er jo på 'veninde-jagt' (kan man lyde mere desperat og ynkelig?) så derfor har jeg været åben overfor de muligheder der har budt sig. Men ved I hvad? Det er slut nu. Jeg gider fanme ikke! Det er da total spild af tid. Måske er jeg 37 år gammel og måske burde jeg have gjort denne her erkendelse før. Det tror jeg egentlig også at jeg har. De seneste mange år har jeg bare været så priviligeret at der har været fyldt op på venne- og venindefronten, så de nye bekendtskaber jeg har fået og plejet har været helt og aldeles frivillige og total lystbetonede - og det er et kæmpe privilegie! Så flyttede vi landsdel og fik nye liv, og nogle ting måtte genopdages og erkendelser måtte gøres på ny.
Faktisk havde jeg lidt glemt episoden og jeg har trukket mig fra bekendtskabet og ikke haft lyst til at det skulle udvikle sig. Men så kom der en mail, om nogle arrangementer, nogle sociale og sjove arrangementer. Og mit bekendtskab havde skrevet til sidst i sin mail: 'Pas på jer selv og hinanden - livet er så skrøbeligt'.
Og så blev jeg så træt, så træt! Jeg gider ikke sensationslysten, jeg gider ikke dyrke de dårlige historier, jeg gider ikke svælge i det ulykkelige. Jeg ved, om nogen, at livet er skrøbeligt, netop derfor forsøger jeg at være positivt tænkende, at have fokus på de gode ting. Og ikke afslutte en iøvrigt dejlig og positiv mailkorrespondance med så tunge ord. Jeg er blevet bekræftet i min beslutning, det er ikke et bekendtskab for mig. Det er for tungt, for trist, for føle-føle hele tiden. Det orker grædekonen her ikke.

Misforstå mig ej. Jeg taler gerne om de grimme ting, jeg håndtere andres sorg på en måde jeg sagtens kan være bekendt. Jeg er ikke overfladisk og jeg skræmmes ikke af de ting folk kan sige og tænke når de har det værst. Men jeg gider ikke dyrke det.
Det er lidt som et Ude & Hjemme blad. Det er den ene sørgelige historie efter den anden. Så er jeg altså mere til Alf og Damerne.